Stromae: Ta fête )( Lyder musikken i ørerne.

Jeg tror, jeg har udviklet en kedelig tendens.

Eller, kedelig er måske det forkerte adjektiv at skyde ind, for kedelig er den egentlig ikke, jeg morer mig i sidste ende ganske godt og helt personligt, men hvis ikke den er kedelig, så er den i hvert fald uheldig, kan man nok sige, kan man nok kalde den. Ja, uheldig er det helt rigtige ord at bruge i denne sammenhæng. Jeg har udviklet en særdeles uheldig tendens og jeg ved ikke, hvor præcis den kom fra eller hvor den overhovedet vil hen, heller. Jeg holder den bare fast mellem hænderne nu, observerer den og undres.

Når jeg læser andre tekster end mine egne, og her taler jeg ikke om tekster på Fyldepennen, men tekster der er blevet trykt og sendt på gaden, er jeg begyndt at opleve en vis irritation, når jeg sidder og gennemtygger især diverse prosatekster skrevet på en måde der adskiller sig væsentligt fra min egen skrivestil eller som omhandler emner langt fra det krydsfelt jeg selv bevæger mig indenfor. Det er en helt banal, helt basal irritation - som når en lille pige begynder at råbe og skrige til sin egen fødselsdagsfest, for at overdøve sine jævnaldrene gæster.

Arrogance, kan det måske kaldes.

En form for gudsgiven arrogance, i stedet for at kalde det et gudsgivent talent, hvad jeg har. Jeg skriver trods alt hvad jeg skriver, på den måde jeg skriver det - ikke fordi jeg tror, jeg er specielt talentfuld til at skrive, men fordi jeg ikke finder netop den stil eller de emner reflekteret særligt mange andre steder. Netop derfor forstår jeg ikke min egen irritation, når jeg fx. læser Et dejligt sted af Askildsen og højlydt savner et mere poetisk sprog, vedholdende beklager de hverdagsagtige emner. Jeg forstår ikke min konstante undervældelse af Helle Helle eller andre forfattere af samme minimalistiske stil og statur, samtidigt med at jeg dog fandt en smule genklang i en novelle af Pia Juul engang... Kan jeg simpelthen kun læse og nyde tekster der synes at fortælle mig, at forfatterne bag bogstaverne ser verden gennem de nogenlunde samme linser som jeg. Kan jeg vitterligt kun nyde litteratur jeg genkender mig selv i så godt som hundrede procent? Er jeg virkeligt så snævertsynet?

Er jeg blevet så arrogant?

Hvordan? Hvorfor? Ser jeg mig selv reflekteret så sjældent, ellers, at litteraturen er blevet min sidste bastion, mit helle, mit hellige? Er det ud af dette ene, sidste holdepunkt, at mine egne skriverier vokser, kunne jeg spørge.

Mon ikke en lille pige har lov til at skrige sig hæs, alt hun vil, når det nu faktisk er hendes fest, får jeg dog lyst til at spørge i stedet. Fordi jeg er den lille pige, jeg skriger bare ikke.

Jeg skriver.