Kære Dagbog.
Jeg har så meget at være taknemmelig over. Livet, Fyldepennen, min familie, min kat, mit arbejde ikke at forglemme. Hvor ville jeg ønske, at alle mennesker kunne beskæftige sig med det, der står deres hjerte nærmest. Ligesom jeg gør.
Siden august (hvor jeg sidst var på kunstterapikursus) er der sket en total omvæltning af mit sind i retning af det blidere, men bestemt ikke underdanige. Hvor jeg før ville være fløjet i flint eller have gravet mig ned, begge dele som en frygtreaktion, ser jeg nu andre muligheder for reaktion. Det er som om en del af mig har forvandlet sig. Det er en nærliggende tanke, fordi jeg var igennem en meget voldsom og meget forløsende proces på det kursus. Den er nu ved at have lejret sig. Det tydeligste tegn på, at jeg ikke er som jeg plejer, var kattens reaktion, da jeg kom hjem fra kurset. Normalt plejer han at ignorere mig og tydeligt vise mig, at han er fornærmet over, at jeg har ladet ham være overladt til plejemødre i mere end et par dage. Han er aggressiv; bider og kradser på den mindste anledning. Eller slet ikke nogen anledning overhovedet. Efter nogle dage begynder han så at følge mig overalt som for at sikre sig, at han ikke mister mig igen.
Men ikke denne gang. Der gik kun få øjeblikke, fra jeg var trådt ind ad døren til der strøg en glad og kælen kat hen imod mig. Han stoppede lidt fra mig og så appellerende op på mig, og selvfølgelig kunne jeg ikke stå for det. Han måtte da op og nusses. Og han er fuldstændig forandret. Afslappet, kælen, blid – markerer sig for det meste kun når det virkelig er på sin plads. Ham lærer jeg meget af, der har med grænsesætning at gøre.

Bedst af alt: Min frygt for at få succes med de ting, jeg laver, er ved at vende kan jeg mærke. Den frygt har i flere år fået mig selv til at sabotere indlysende muligheder for udvikling – af min personlighed, af min forretning, af min omgangskreds m.v.
Man kan da med god ret spørge, hvorfor jeg skulle frygte succes. Det må da være de flestes ønskedrøm. For mig, der er en eneboernatur, vil det betyde, at jeg ikke længere er anonym. Jeg vil blive genkendt på gaden, i bussen, på restauranter. Alle steder i det offentlige rum i mit nærmiljø. Jeg har haft svært ved at acceptere den pris for at kunne leve af mit arbejde. Prøver at få drejet den i en retning, så jeg tilgodeser alle sider af min personlighed.
En anden ting er min frygt for janteloven. Jeg ved ikke hvorfor, for det er mange år siden nogen har udtrykt fx misundelse overfor mig. Hvilket selvfølgelig glæder mig meget. Men den sidder åbenbart dybt i mig. Måske er det alle de eksempler der er set på, at grupper kaster sig over enkeltpersoner i samfundet og kanøfler dem. Den Grimme Ælling, og andre eventyr af samme kaliber.
Og nu, hvor jeg sidder og skriver ordene, kommer forklaringen. Jeg har stadig et hængeparti i forhold til at få alt stoffet fra min mobningssag på mit gamle arbejde bearbejdet. Jeg har stadigt svært ved at forstå, at man fra ledelsesside så totalt kunne lukke af for, hvad jeg blev udsat for og kun ville se det i et idyllisk lys. Konfliktsky var, hvad de var. Frygten for, at det kunne ske igen er der. Selvom jeg ved, at det er højst usandsynligt nu med den radar, jeg har fået opbygget mht. at afsløre tiltag i den retning.

Og i den retning min forretning er ved at tage – mod erhvervslivet – skal jeg virkelig til at hvile i mig selv. Jeg skal ikke blot for mig selv kunne stå ved, hvad jeg er. Nej – jeg skal sørme også overfor chefer/bestyrelser kunne argumentere for, hvorfor det ville være en god ide at bruge mig som konsulent. Sælge mig selv! Al den viden, som i årenes løb er stoppet i mit hoved skal nu spindes og tvindes sammen til det reb, der skal give mig smør på brødet i fremtiden. Det går lidt langsomt, fordi jeg har den succesblokering at arbejde mod. Men den giver sig. Det har jeg dømt den til. Og jeg bliver mere og mere sikker i mit fundament. Jeg føler mig allerede MEGET sikker.

Det, der er mest forunderligt i den sammenhæng er jo, at for 7 år siden kunne jeg ikke deltage i en diskussion overhovedet. Min tankegang og tale var simpelthen for langsom på grund af bivirkninger fra min medicin. Ingen havde tålmodighed til at høre mig til ende. Så jeg opgav til sidst. Måske er det derfor jeg taler så meget på papiret i dag.
Gudskelov, at der fandtes en vej ud af dét helvede.

Kære Dagbog, vi tales ved en anden dag.
Maryanna