Sikke en smuk efterårsdag. Himlen er blå og kastanje træerne er langsomt ved at skifte fra grøn til gul(d) og røde farver. Jeg har været tidligt oppe med tvillingerne, vi tog udenfor mens det stadig var mørkt for at se solen stå op. Det synes de var vældig fascinerende... Vi havde taget boller og kakao med, så godt pakket ind, sad vi sammen og så himlen skifte farver indtil solen kiggede frem. Det er egentlig sjovt hvor hurtigt det går. Nå, nu er vi tilbage i køkkenet...

Drengene er stærkt optaget af at tegne mens de lejlighedsvis ser ramasjang. De to store og Maria sover stadig. De var alle til lan-party i går, fra fredag aften... tror den var to eller halv tre da de kom hjem, så jeg regner ikke med de kommer til live før ved middagstid.

Det sidste par måneder er gået stærkt. I slutningen af juli blev Hans indlagt med hjerteproblemer, lige netop som høsten gik i gang. Nu er han heldigvis kommet hjem og er ved at være ovenpå igen, men det var virkelig en slem forskrækkelse. Vi er inviteret til eftermiddagskaffe hos dem i dag ved halv tre tiden. Ikke i nogen særlig anledning, men Marie ringede forleden og spurgte om vi havde lyst til at komme forbi, de har begge piger hjemme - så hun syntes vi skulle komme over og hilse på dem under lidt mere hyggelige former. Hun er nu uforbederlig, hun er typen der altid bekymrer sig for andre har det godt... og hendes køkken er tit "trøste-rum", hvor folk kommer og betror sig til hende over en god kop kaffe og hjemmebag. Lidt som Emma i Rottehullet i den gamle "Huset på Christianshavn"... mener det var Emma hun hed. Marie har i hvert fald evnen til at lytte, uden fordomme, og stille lige præcis det spørgsmål, som gør man får set tingene i et andet lys - og selv finder frem til det rigtige. Det har jeg selv oplevet et par gange... ufattelig menneske kendskab hun har. Men selv at tage i mod hjælp er hun ikke så god til. Men da Hans blev indlagt var vi flere naboer der gik sammen for at få sørge for at Hans fik høsten i hus. En periode føler jeg at jeg kun så to ting, gyldne kornmarker og min seng - men det har været det hele værd... og chance for at betale lidt tilbage på alle de tjenester Hans (og Marie) har gjort mig og tvillingerne i den tid vi har haft Karensminde.

På jobfronten er desværre ikke sket noget permanent endnu. Jeg endte med at måtte sige nej tak til et udmærket job i Vejle. Eller det vil sige jeg forsøgte at få udsat det lidt så jeg først skulle starte medio september, netop pga Hans, men det kunne de ikke vente på. Lidt øv, men jeg har det også sådan, at det var ikke 100% mit drømme job. Oven i, så tolker jeg at de ikke ville vente, som at de måske ikke var helt så fleksible når det kom til stykket. Heldigvis har jeg et par ansøgninger ude, og jeg skal til en første samtale igennem et rekrutterings bureau i midten af næste uge. Så forhåbentlig finder jeg snart noget... havde i øvrigt en pudsig oplevelse for nogle uger siden. Jeg var til springstævne med min datter, og her mødte jeg bestyrelsesformand for mit gamle job. Hans kone er også springrytter, så vi har tidligere mødt hinanden ved stævner. På jobbet har det været meget begrænset hvad vi har haft af kontakt, det har mest været en kort hilsen i forbindelse med juleafslutningen. Det var lidt akavet da jeg fik øje på ham ved stævnet, og min første indskydelse var egentlig at gå i en bue uden om ham, men jeg tænkte "fandme nej, om jeg vil lade det påvirke mig så meget", så jeg lod som inden ting og gik lige hen og sagde "Hej" - Først blev han helt sikkert overrasket, men da jeg "nøjes" med at ville snakke om heste og spring, virkede det som han tøede op. Han endte med at byde på en kop kaffe, men datter havde lige kvalificeret sig til finalen, så det blev ikke til noget med kaffen. Bagefter fik jeg fornemmelsen af, at han gerne ville have snakket mere - min intuition siger mig det er noget job relateret, men lige på det tidspunkt tænkte jeg overhovedet ikke på det. Min datter kom i øvrigt øverst på skamlen, så det var en fantastisk dag. Hun trængte så også til opmuntringen, for hende og kæresten gik fra hinanden for nogen tid siden, og det været en hård periode for hende, men det er det vel altid i den alder.

Nu begynder der at komme liv både fra første salen og kælderen.. Maria er kommet ned og tigger om kaffe, og jeg kan høre en af de to store er gået i bad, så inden længe er der atter fuld gang i den igen.