Det startede med en bidsk hund.

Med en ejer som mange frygtede.

Som nægtede at tage sin hund i snor, selvom den havde bidt flere.

Hunden skambider vores.

Mand bliver ophidset.

Truer mig med at jeg ikke må anmelde ham.

Tidligere "ofre" for hans hund har makket ret og ikke turdet anmelde ham.

Vi anmelder.

Han kommer og truer os.

Politi afhenter hunden.

Har den i forvaring i 17 dage og dømmer den som farlig, så den aflives.

Så går mand helt amok.

Tropper op hos os og truer igen.

Hos andre i byen og truer.

Folk er bange, men vi forsøger at snakke fornuft med ham - uden held.

1 måned efter forsøger han af flere omgange at ramme A med sin bil.

Vi anmelder igen – denne gang ham.

Han bliver mere tosset.

Vi går og venter på hvad der skal ske.

Måske er han stoppet nu?

I går gik det så endnu mere galt.

Da hele familien sov, listede jeg mig ud af hoveddøren for at tage et par timer på job.

Ude foran huset stod vores nye bil. Alle ruder smadrede og tag og front var overmalet med sort maling.

Jeg stod helt stille og rystede mens tårerne løb ned af mine kinder.

Turde ikke gå ind og vække A, for han sov med mindstemanden, og hvis han så mig i den tilstand, ville det være svært at berolige ham.

Jeg ringede til min chef, politiet og forsikringen. Tudede mig gennem alle samtalerne.

Tog mig sammen. Tørrede øjnene og forsøgte at lade være at ryste på hænderne.

Gik ind og åbnede forsigtigt døren. A missede med øjnene og smilede.

Indtil han så mit ansigt.

Han kunne se jeg forsøgte at lade være at græde.

Han gik med mig ud.

Han stod som jeg helt stille og så på bilen.

Ungerne kom ud.

Græd.

Der var glasskår overalt, intet var taget i bilen – hverken gps eller Raybans.

Mellemmanden gik helt i selvsving og blev ved og ved at spørge: ”Hvorfor? Hvorfor gør nogen det? Hvorfor gør de mig bange? Hvorfor?”

A pegede på sensoren (som vi godt havde opdaget var smadret dagen før, men ingen af os havde tænkt over, at nogen var ved at planlægge hævn). Ved at smadre den kunne de stå i fred uden lyset tændte.

Vi ærgrede os begge over at vi ikke havde tænkt på det.

Vi ærgrede os begge over at vi ikke havde hørt dem.

At vælge vores bil som den eneste i byen. Ikke at stjæle noget? Selv politiet luftede tanken at det var hævn og sikkert fra hundeejeren.

Men der er ingen beviser.

Kun hans tidligere trusler.

Han var på camping i går – belejligt!?

Måske skulle han have valgt at få det gjort en anden dag end netop Grundlovsdag, hvor hele landsbyen stimlede sammen på folden lige ved siden af vores bil for at sætte telte op og borde og bænke.

Alle var rystede. Alle sagde det samme: Det er ham!

Mange sagde: ”Præcist derfor turde vi ikke anmelde ham!”

Jo flere som sagde det – jo mere provokeret bliver jeg. Jeg vil da ikke leve i et samfund, hvor man med frygt og trusler kan få lov at styre en hel by.

Jeg vil til enhver tid igen anmelde hvis der er noget som er forkert. Jeg nægter at lade mig kue. Men….jeg er lidt bange. Mine børn er MEGET bange. Det går ud over mine børn. Han kunne vælge at skræmme mig. Han skal ikke ramme mine børn!

Der gik lidt Morten Korch-stemning i det hele. Alle de ældre mænd stod der i deres træsko og fineste sommerskjorter og var klar til Grundlovsfest, men hidsede sig nu op og snakkede om at alle skulle stimle sammen foran hans hus og vise at de støtter os, at ingen vil finde sig i sådan en opførsel.

Men….tror ikke de tør…

Ældre nabo fra det lille fine stråtækte hus kom over i sine træsko med hælkapper. Sagde tørt: ”I må låne mit haglgevær!”
?
Arhg…..dét er jeg nu ikke sikker på vi skal ud i?

”Det er sgu’tte nogen der tager skade af en gang hagl i røven!!” var hans bemærkning.

Jeg må indrømme at man kan fristes. Jeg kunne mærke og høre på A at han syder indvendigt. Jeg har igen og igen forsikret ham om, at han skal passe på os. På mig og på børnene. At han ikke skal gøre noget.

Han ved det også godt.

Han gør ikke noget. Men han har lyst. Manden har krænket og skræmt hans familie.

Ungerne kunne ikke sove i nat. De har grædt. Alle sammen.

Jeg kan tilgive ham at han har smadret min bil. Men ….jeg kan ikke tilgive ham at han skræmmer mine børn.

Jeg håber han har fået fred i sindet nu. Jeg håber det er slut. Jeg håber at politiet hjælper os. Jeg er måske godtroende, men vi lever i Danmark…..

?

M