Allerede i dag kom spørgsmålet så, om jeg ville med ud og gå spor med hunden og ekskæresten.

Jeg afviste blankt, mindede ham om at jeg havde lovet at lægge spor for ham, og at han havde lovet mig ikke der ikke blev fællestrænet.

Tilføjede yderligere, at det ikke fungerede for mig.

Hans svar var kort. Rart! Ingen tænkepauser, ingen brok, ingenting, bare accept.

Ah!

Og alligevel lurer den dårlige samvittighed under overfladen. Lidt. Meget lidt. Alligevel ikke.

Kraftedme nej om hun skal have så meget som den mindste chance!

Så jeg sagde blankt nej.

Må have ringet til slagteren i Slagelse i morgen, og høre om de er leveringsdygtige i blod. Og så skal jeg ud og gå spor.

Og Teak? Drømte om at flytte rundt på min reol hjemme i stuen, så han ville da lige høre om det var okay? Han havde i øvrigt også været igang med at rydde op. Om jeg var klar over hvor mange bon'er og kvitteringer han havde fundet? Og hvor mange papir-rester fra PostDanmarks elendinge pakkeseddel-system vi har haft liggende ALLE steder?

Hehe.

Spændt på hvad jeg kommer hjem til i morgen.
Forhåbentlig en sød, blød og lækker hund som lige er frisk på at putte lidt, inden turen går vestpå efter reservedele.

Tænk at et nej alligevel kan give sådan et energiboost!