Wankers er et andet ord i min engelske godtepose. Jobcentre er altid bloody wankers... og i dag, da jeg registrerede mig i det engelske blev jeg betjent af en ol' geezer. Han troede jeg snakkede kinesisk da jeg sagde 'is it possible to access the wifi?'. Han svarede ikke, tampede bare løs (med én finger) på det støvede tastatur.

Jobcentret ligger oppe ved Finsbury Park. Det område jeg bor i er virkelig fint, men når man kommer op til Seven Sisters Road, så er det som om man er trådt ind i et lille stykke af Mellemøsten. Der er trashy små butikker og faldefærdige shopfacader. Store samlinger af sorte mænd hænger ud på gadehjønerne og på de små dingy'e fortovscafeer. Jobcentret var en bureaukratisk omgang ævl... følte mig virkelig som top-looser, dér i køen sammen med hoochi mamas og skanky hoes, med påklipset hår og bittesmå cowboyshorts, og deres en, to, tre, fire småbørn om benene, som de har lavet med en, to, tre, fire forskellige mænd (sikkert siddende i hvert deres fængsel).

Og så var jeg på date med bankerboy. Ellers rettere jeg besøgte ham i West Hampstead, dér, hvor de rige efter sigende bor. Det var et virkelig smukt kvarter og en ganske fin lejlighed, han havde erhvervet sig der. Bortset fra det ærgerlige i, at englændere har en absolut rædselsfuld smag når det kommer til boligindretning. Hele lejligheden var tjæret ind i tykke creme-farvede tæpper, som uvægerligt giver et lidt nusset look. Der skal nok ved at ligge det fedeste trægulv lige under, men de elsker åbenbart det der uldne frotterede underlag. Det var meget sødt, han havde købt både vin og Carlsberg øl (normalt drikker han Kronenburg). Nå, men den date udviklede sig da også til en all-nighter, og det var som sådan ret hyggeligt.

Om morgenen fulgtes vi til Tuben. Jeg har hele tiden været sikker på, at der ikke var noget i dét - altså sådan en reel chance for at falde for den her dude. Men der om morgenen, hvor han stod i hans lille bankersuit med en kop te i hånden, sådan rigtig farmand parat til en arbejdsdag, stod det skrevet med nålestriber, at vi ikke er noget match. Altså det er ikke tøjet, jobbet eller typen af fyr som sådan - det er summen. Vi kan godt lide hinanden, og snakker fint sammen, men basically, har vi bare ikke noget til fælles. Overhovedet. Og jeg fornemmer ikke nogen gnist eller den der særlige kemi, som kunne få det til at ske. Men det er en fin lille londonoplevelse at have med i rygsækken. For at kalde en spade for en spade, så trængte jeg til et skrald og til lidt mandekropsvarme. Og til det formål er bankerboy egentlig helt alrighty. Hvis jeg skal blive forelsket, så skal der være en smule kulturel tæft af en eller anden art til. Bøger, musik, film, sprog, verden.... something other than GOLF & MONEY. Det behøver slet ikke at være det samme som jeg kan lide. Men en interesse, en lidenskab, en passion, en viden, som på en eller anden måde, måske kun ganske perifært, kobler sig til det jeg bryder mig om. Jeg vil gerne inspireres og lære nyt.

Gåturen til Tuben brugte vi på at diskutere...... taaaadaaaaaa.......... bacon!!!! Noget som danskere og englændere vel har en eller anden form for fælleskab indenfor, men altså, det siger måske lidt om vores samtalemulighedsrum. Ham her er lidt for cookie cutter model, rektangulær og lysstofrøroplyst som et kædecafeterie. Bank, lejlighed, bil, stribede skjorter, pressede habitter, på pub med the boys, fodbold med the boys, golf og gym i fritiden og en røvfuld gangster DVD'er.