Jeg sidder hjemme i bokseshorts og t-shirt og glor. Min t-shirt er gråblågrumset og sådan er mit humør også. Endelig er underboens elefantbass holdt op med at minde mig om, hvor meget jeg ikke har lyst til at sidde her. Jeg savner hende. Jeg længes allerede efter hende selvom det kun er et par timer siden, at jeg tog fra hendes lejlighed og hjem. Jeg har sovet det meste af dagen imens hun har arbejdet med billeder. Jeg lovede hende at springe ud af sengen som en loppe og lade hende være alene og arbejde tidligt. Men det var inden hun fik svaret. Så jeg syntes ikke, at det gjaldt længere og lod derfor mig selv sove i hendes seng efter den lækre sex som jeg fik lokket hende med til, selvom hun mente at hun ikke havde tid til det i dag. Jeg fortalte hende jeg-elsker-dig i går. Hvornår skulle man ellers sige det. Sagde det til hende fordi, at jeg ved at jeg skal give slip på hende og at det bliver svært, men jeg er glad for hendes lykke.

I går aftes da jeg sad og skrev på et radioprogram hjemme hos Siri skrev Sara til mig, at skolen i New York havde sendt et underligt brev til hende. At de skulle bruge penge og en adresse for at returnere hendes ansøgning. At de ville sende svar tilbage i løbet af et par uger. Hun tolkede det som et dårligt tegn. Jeg sagde at det sikkert var et godt tegn, at det var fordi de syntes hendes billeder var så gode, at de tænkte hun ville have dem igen. Jeg bedte hende om at tage det roligt og hun gik tilbage til at tegne.

20 minutter senere ringede hun til mig. Hun plejer ikke at ringe til mig. Så jeg sagde til Siri "Sara ringer?". Tog den. Hun spurgte om jeg havde det godt og jeg nåede ikke at svare rigtigt før hun råbte af lykke "Jeg er kommet ind på skolen i New York!". Jeg aner ikke, hvordan jeg reagerede. Men jeg tror at jeg sagde "fuck, hvor er det vildt! HVOR ER DET VILDT! Tillykke! Du skal til New York". Jeg kunne mærke inde i mig selv, at jeg ikke rigtigt kunne holde det ud. At det gjorde lidt ondt. Derfor var det mig der afsluttede samtalen efter noget snak om det dumme brev og det nye brev og alt det andet. Jeg sagde, at jeg ville skrive til hende senere, hvornår vi var færdige.

Siri kunne godt se på mig at jeg var forvirret. Det her kræver vidst en smøg sagde hun. Skal vi ikke tage den på gulvet svarede jeg. Vi sad på hendes gulv og snakkede om det hele. Jeg var meget glad for at Sara ikke havde spurgt mig til hvordan jeg havde det med det. For jeg kunne ikke mærke mig selv. Og jeg kan stadig ikke rigtigt. om 5 måneder skal hun være væk i 10. I et land langt væk i en kæmpestorby. Min Baby skal til New York. Det bliver fantastisk for hende. Hun kommer til at udvikle sig så meget. Hun har ikke alle sine halvalkoholiske kærester og venner omkring sig. Hun kan få fred til at lære, være ensom, gå på eventyr og opleve. Og jeg ville ønske, at hun havde mødt mig der. Jeg skal besøge hende sagde hun. Selvfølgelig skal jeg det. Jeg burde bestille rejsen med det samme.

På gulvet med Siri kom jeg frem til at New York ikke var den værste by at tabe hende til. Hvis man absolut skal tabe til en by så hellere New York end Oslo. I Oslo skulle hun være i 5 år, hvis hun kom ind på kunstakademiet. I New York skal hun bare være i 10 måneder. Altså ind til videre. Hvis det altså ikke betyder, at hun forelsker sig i byen og bliver der. Hvis hun altså ikke får nogen kontakter der holder hende beskæftiget derovre. Jeg må tage den der kliche til mig "forberede mig på det værste og håbe på det bedste". Jeg pakkede mit hjerte ind i et stort vattæppe og tog fra Siri kl. 22. Da jeg kom hjem til Sara vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle gøre så jeg løftede hende, hoppede rundt med hende, skreg med hende og fulgte bare hendes stemning. Jeg kunne ikke overskue min egen. Jeg ville give øl. Hun havde øl. Vi drak dem hurtigt imens vi ventede på hendes roommate. Så tog vi på den nærmeste bar. De spillede røvsyg musik og så gik vi kødbyen for finde den fest som alle havde snakket om på den første bar. Da vi fandt det, der lignede den rigtige fest, tog de selvfølgelig ikke kort og vi gik tilbage til kødboderne og fandt en bar der gjorde. Jeg var allerede bankestiv efter det første shot det første sted. Jeg havde kvalme nu. Men insisterede på at give drinks med du-er-jo-kommet-ind-i-New-York-så-nu-skal-du-fandme-ha attitude. Bartenderen flirtede med hende. Jeg tror at hvis man stoppede tiden, fjernede alle lagene og efterlod mig helt nøgen og ædru, ville jeg kravle ned i det fjerneste hjørne og krympe mig sammen til et lille æg. Det var ikke bartenderen eller Københavnerdrengene der bekymrede mig. Jeg var oppe imod en meget større og mere frygtindgydende konkurrent. The Big Apple!

Hendes far, en ægte ridder af Norge, græd af glæde, hendes mor græd af stolthed og jeg græd ikke. Jeg gør det heller ikke nu. Kun ved at skrive om det.