Jeg nævner det for folk hele tiden. At jeg er glad på hendes vegne. At det er fedt at hun skal til New York og er i Marseille. At hendes udstilling sælger godt. At det i det hele taget er en kæmpe optur for hende lige nu. Og det er jo fedt!
Og jeg bliver ved med at skamme mig over at jeg er godt træt af at hun er på vej i en retning og at hun efterlader mig her. Jeg ville ønske at det var mig der var på vej væk i en retning. Og jeg frygter at byen bliver tom tom tom når jeg ikke har hende at lede efter i den. Jeg kan mærke store dramatiske følelser indeni mig der tænker enten burer jeg mig inde i et par måneder for at tude eller også kaster jeg mig frådende over alle der så meget som smiler til mig. Jeg ved, at begge reaktioner er virkelig destruktive for mig og jeg har ikke brug for dem. Men jeg har heller ikke lyst til at trappe ned på min kontakt til hende. Det sker jo allerede naturligt eftersom hun stikker af til Oslo og Marseille hele tiden.
Hun fylder så meget inden i mig. Jeg ville ønske at hun prioriterede mig og tog mig i hånden og viste mig hendes barndomsby, hendes udstilling og hendes arbejde. Men i stedet bruger hun det hele til at ligge afstand til mig fordi hun ved at hun kommer til at savne mig og ikke vil have det til at skære i hende når hun tager af sted. Men jeg vil ha at det skal skære i hende. Jeg vil ha at alle de første billeder hun tager sender hun straks til mig fordi de har noget at gøre med hvordan hendes savn skærer i hende. Det er fuldstændig som første gang hun forlod mig uden at komme med et ordentligt svar. Hun er i virkeligheden ikke vokset særlig meget? Nej det er mig der ikke er vokset. Jeg har ikke fået indfriet nogen af alle de drømme jeg fortalte hende om. Det må være fordi jeg ikke arbejder hårdt nok. Eller fordi at jeg stadig er ved at modne mig imod det. Vi er ude af takt. Vi har altid været ude af takt. Og det her er noget af det mest ærlige jeg har skrevet om det. Jeg burde sende de her helt nøgne tanker til hende.