I dag havde jeg en øvelse, hvor jeg skulle skrive en klumme. Vi fik en masse teori om højre og venstre hjernehalvdel, hvordan den ene var kreativ og den anden modarbejdende. Og at vi skulle slukke den modarbejdende og bare lade den kreative slå sig løs.

Jeg kom på 10 ideer. Skrev hele tiden modarbejdningen ind. For jeg censurer mig selv. Jeg går og gemmer dele af mig selv for de folk der er her. Jeg er bange for at de stempler mig, hvis jeg er åben om hvem jeg virkelig er.

Det var et nederlag. Derfor kom jeg i tanke om min profil her. Sidst jeg var her manglede jeg et sted, hvor jeg nogenlunde anonymt kunne komme af med mine tanker i et forum, hvor også andre kom af med deres. Jeg læste mine indlæg igennem og mærkede efter hvem jeg var og også stadig må være. Billedet af en følsom fyr som er en smule forvirret over fremtiden trådte frem. Men følsom det var han da i det mindste.
I klummen skrev jeg om Paradise Hotel. at jeg ikke vidste noget om det. At jeg bare ikke brød mig om idéen og derfor ikke så det. Vi skulle have foredrag om det senere så hvorfor ikke bare tage det op. Det var det eneste inspiration jeg kunne finde. Men jeg kunne ikke finde mig selv i kritikken. Jeg kunne ikke mærke mit ego i teksten og jeg blev utilfreds.

Den pige der kysser mig tog mig under armen med ned og købe smøger. Og så satte jeg mig op for at kigge på mine gamle tekster. Jeg fandt dem, og fandt ud af hvor jeg kom fra. Da jeg var færdig med min øl og gennemlæsningen gik jeg ned for at ryge en af de nyindkøbte cancerpinde. Og jeg mærkede, at der var en højskole omkring mig. Ikke at jeg gik rundt på en højskole.

Hvad jeg laver her, ved jeg nu hvor jeg har fået et form for perspektiv. Jeg øver mig på at blive bedre. Bedre til at bestå en optagelsesprøve, så jeg kan komme ind på en journalistuddannelse.
Hvorfor er jeg ikke i New York, hos hende som de tidligere indlæg er dedikeret til? Fordi hun har droppet mig. I November. i New York. I nyredt seng. Under sex.
"Du er klam"
vores 2 forskellige retninger
"Du kender mig ikke"

alt det jeg frygtede i et tidligere indlæg. Det kom da hun skubbede mig væk under et 10-dages besøg. Hvor de sidste 7 dage var nogen jeg kunne tage på egen hånd. Gå rundt og være til grin i et land som det ikke bare var besværligt at komme ind i. men også besværligt at få lov at blive i.
Hjemme ventede skodjobsene.

Hun havde vist mig vores fælles horoskop. Sagt at det var så fint. Men hun må have glemt det. Eller opgivet at tro på det.
Det er et halvt år siden. de første 3 måneder spiste jeg ikke rigtigt. Nu spiser jeg igen. Jeg kysser en ny. Hun har vist mig sine forældre også selvom jeg har sagt til hende, at jeg er en såret sjæl. At jeg helst bare er venner. Jeg må skære det ud i pap for hende. Hun skal ikke opleve det her urimelige dårlige kærlighed som ikke er gengældt.