hvad er angst?

Er det noget selvskabt?
Er det noget fysisk?

Jeg har aldrig lidt af angst før nu, fordi man lider jo...gør man ikke?

mit første angstanfald fik jeg sidste år og det skræmte mig og jo mere det skræmte mig jo stærkere blev angsten.

Hvad nu hvis jeg falder om nu?
Hvad nu hvis lægerne tager fejl?
Hvad nu hvis min epilepsi udvikler sig?

mit liv er fortsat som det altid har været og jeg lægger ikke så meget mærke til min "sygdom" eller "symptom", som det nok hedder.
Men angsten skræmte mig og skræmmer mig stdaig nogle gange.
At den kan komme ud fra den blå luft. At jeg kan sidde og have det skide godt og pludselig er den der bare.

min fornuft sagde til mig at det var fordi jeg endnu ikke havde vænnet mig til min tilstand og det var nok rigtigt nok. Men nu hvor jeg har, kan jeg stadig føle angsten vente i kulissen.

jeg fik en tid hos en neuropsykolog. Var ikke særligt glad for det, da jeg er ret skeptisk for alle slags psykologer.
De kender ikke mig. Og ganske rigtig. han kunne ikke hjælpe mig meget. Han kunne bekræfte mig i ting som jeg allerede vidste på forhånd. At jeg er en Handler. Jeg skal have fakta på bordet. Er detr noget jeg ikke ved noget om, så låner jeg bøger, leder på interenettet og spørger folk der ved det.

Men når så ikke engang lægerne, de "kloge" ikke engang ved særligt meget, så står man der med en tom hat i hånden. Alle sine spørgsmål man har skrevet ned , kan man ikke få et rigtigt svar på.
Nej, intet er sikkert. Det genrelle svar. Det må man så leve med og det går også fint. Men angsten vil jeg gerne være foruden.

Faktisk er jeg ikke bange for at slå mig.
Faktisk er jeg bange for at FÅ anfaldet. jeg kan genkalde mig fornemmelsen tydeligt.
At være vågen, men alligevel ikke. At ikke kunne styre sine lemmer, som bare ryster, går krampe eller stivner.
Og så føelelsen som forsvinder, mens jeg prøver på at skrige alt hvad jeg kan og det eneste jeg kan høre er en høj pibende lyd i mine ører og så er alt sort.
Og hvor jeg så vågner op med min skræmte kæreste siddende ved siden af mig og han har været tæt på at ringe efter ambulancen.

Jeg troede at jeg døde første gang jeg mistede bevidstehden, fordi det har jeg aldrig prøvet før. Det er uhyggeligt. At tro man skal dø.
Og på een eller anden måde var jeg lettet efter 2 år at få¨at vide hvad det var der var galt med mig. Og alligevel ikke.
fordi nu er jeg røget ud i ventehallen.
og der er ingen som kan fortælle mig hvilket fly jeg skal med.

Og derude sidder jeg side om side med angsten. En forbandede angst.

Det var faktisk ret spændende at være indlagt og blive skannet. det var også soænndende at komme til skejby, indtil jeg lagde mig på briksen og blev kørt ind i "maskinen".
Jeg har aldrig haft et panikanfald. Jeg har aldrig lidt af klaus´, men man lærer åbenbart noget nyt hver dag.

Det gav mig en skræk i livet for solarier som jeg før ikke havde haft problemer med. Men omend ikke andet, så hjalp neuroen da mig af med DEN skræk. En momental skræk.

Jeg har altid ment at angstanfald er noget selvskabt og mener det stadig, men på en anden måde. Fordi jeg tror at det er selvskabt i det underbevidste. Og så er det vel selvskabt. Er det ikke?

moe