Til de mindste børnehavebørn, der ikke forstod begrber som "om 5 måneder", "til efteråret" eller "til november", har jeg hele tiden svaret på deres spørgsmål om hvornår min baby kom med et "Når alle bladene er faldet af træerne, og det regner og blæser"...

I dag både regner og blæser det til den helt store guldmedalje... Og jeg tror næsten alle bladene er faldet af træerne... Så måske er det nu det skal ske :)

Hentede Helene kl 1 i dag... Jeg var meget spændt på hendes humør... Eller rettere udviklingen af hendes humør.
Men vi havde aftalt i forvejen at jeg ville hente hende kl 1. Jeg sagde til hende, at vi godt kunne vente til to eller tre, så hun kunne nå at lege lidt først, men hun insisterede på at hun gerne ville hjem kl 1. Jeg understregede at vi ikke skulle have nogen med hjem i dag, og at hun måske bare ville kede sig i alle de timer, kun med mig (Lucas skulle til svømning med SFO'en indtil halv 4).
Hun ville gerne hjem kl 1, og lovede der ikke blev ballade.
Så jeg tog hende på ordet.
Da hun kom ud af klassen og så jeg var der smilede hun stort og sagde: "Hej mor, jeg skal lige straks være klar". Så tog hun overtøj på, og snakkede lystigt om sin dag.
Vi gik hjemad, og på vej hjem sagde hun glad at der ikke havde været ballade i dag (mht. hentning). Vi gik og snakkede og fjollede, og da vi næsten var hjemme, siger hun glad: "Ej det føles ikke engang som om vi har gået så meget, fordi vi har snakket hele tiden." (Tit er selve gåturen et stort problem, fordi hun ikke gider at gå, og halvvejs hjemme stndser hun i protest og nægter at gå videre, og råber dumme ting til mig, fordi vi ikke længere har bil).
Jeg tror virkelig det har gjort indtryk på hende, at jeg blev så ked af det sidste onsdag. Og at vi efterfølgende har taget snakken op i det små, i små bidder ad gangen, og uden at gøre et nummer ud af det.
Og så tror jeg, at det har hjulpet, at vi allerede igår, lavede en aftale om hvordan dagen skulle blive.

Hun havde et lille flip igår ved aftensmaden oppe hos mine forældre, men det gik hurtgt over... Jeg var så træt igår og orkede ikke andet end at sætte hende ud på trappen og sige hun kunne komme ind igen når hun kunne tale pænt til os andre. Hun kom ind efter 1 minut, og satte sig pænt og spiste uden flere problemer. Så det er nok bare sådan jeg skal gøre... Lade hende skabe sig uden at kommentere det, og lade hende bedømme selv, hvornår hun mon opfører sig pænt.
Det giver mening, for hun kender alle regler! Ved nøjagtig hvordan man opfører sig. Der farer bare en djævel i hende af og til... Som nok bliver endnu mere fremprovokeret af at jeg tager fat i hende og fortæller hende hvad hun må og ikke må. Hun VED det jo godt, hun er bare på tværs!
Vil prøve den fremgangsmåde lidt fremover, når (hvis) der er problemer.

Men vi havde så en rigtig hyggelig eftermiddag, hun og jeg. Fik klippet spidser af hendes hår, som der lige gik ild i igår, da hun skulle læne sig helt henover sofabordet hos mine forældre.
Hun lavede en lille guf-tallerken klar til os hver (småkager, knækbrød, clementiner og tyggegummi).
Og så så vi lidt "Alletiders nisse", mens hun lavede fingerstrik, og jeg legede 'sovelegen' ;)
Superskøn eftermiddag, og slet ikke som sidste onsdag.

Lucas ringede ca 15.40 og meddelte at de var hjemme fra svømning, og nu ville han gå hjem. Det er en tur på ti minutter +/-.
Jeg mindede ham om at tage cykellygter på, da det var begyndt at blive lidt mørkt...
Da klokken blev 4 begyndte jeg at undre mig lidt over hvor han var. Da klokken blev ti minutter over, blev jeg lidt urolig... Hvad nu hvis han alligevel ikke havde taget lygter på, og noget var sket. Kl tyve minutter over, var jeg bekymret... Så ham være ramt af en bil, og værre endnu (den slags billeder man aldrig rigtig tror på, men ikke kan lukke ude igen, når først de er dukket op): Bortført.
Vi bor i en lille bitte by, men det er ikke mere end 7-8 år siden, at vi hørte om en dreng her i byen, der var blevet forsøgt slæbt med ind i en varevogn, men som heldigvis havde sparket sig fri og styrtet for livet.
Det var blevet temmelig blæsefuldt, og temmelig regnfuldt og ikke mindst ret mørkt i de 40 minutter der nu var gået, og jeg brød mig ikke om tanken om at han var ude i det... Og endnu en bekymring var, at det jo netop var vejret man ville skyne sig hjem i, og ikke gå og undersøge interessante ting man så på vejen hjem (som døde pindsvin, flasker med pant, ænder i gadekæret etc. - alle ting der godt kan forsinke ham ret meget i godt vejr). Og jeg havde også gjort det klart at han ikke skulle hjem til nogen, da det er pizzaria-dag i dag (dagen hvor vi spiser med deres far på pizzaria, hvorefter de skal hjem til ham indtil fredag).
Idiot-mig tænker at jeg ikke vil ringe, da han højst sandsynligt ikke kan høre telefonen bag i sin taske, gennem alt stormen, og da telefonen hvis han endelig prøver at tage den, vil blive mere våd end den kan tåle...
Jeg lader Helene sidde, og siger jeg lige vil gå ud og kigge efter Lucas, og kører så i langsomt tempo ned ad vejen på cyklen... Ser ham ikke... Kører ned forbi gadekærret... Ser ham ikke... Kører op til den anden vej... Ser ham stadig ikke, og bander nu lidt for mig selv over at jeg lod telefonen ligge hjemme hos Helene... Beslutter mig for at det er meningsløst at køre rundt i mørket på må og få, og at Helene ikke skal være alene mere...
Han er stadig ikke kommet hjem, da jeg kommer hjem. Og SÅ ringer jeg...
"Hej mor"
"Hej Lucas! Hvor er du henne!!??"
"Jeg er lige ved siden af Mads hus."
"Har du værret inde hos Mads??!!"
"Nej nej, jeg har bare været ved siden af hans hus og snakket med ham."
ARG!! Så han forstod godt at han ikke skulle gå med ind, men tænkte, at han da bare kunne blive ude??!
Tossede unge! ;)
Puha... Bad ham komme hjem med det samme, da klokken efterhånden var mange... Og han havde selvfølgelig ikke regntøj på, og var våd fra inderst til yderst...
Jeg siger igen... Tossede unge!!
Og jeg ved jo godt at han aldrig har været, og aldrig vil blive den type, der har travlt... Det ord findes kun teoretisk i hans verden :)
Og det er jo dejligt for ham... Men kan have bekymrende indflydelse hos os andre på en våd, kold og storblæsende novemberdag som i dag...

Og nu er de så begge hos deres far...
Og Bo er belevet færdig med sine Mario-perleplader, og vi har hængt dem op over barnesengen... Det ser skidegodt ud!! For at sige det mildt :)
Han er sgu god min skat!!

Og nu vil jeg kravle hen i sofaen til ham min skat :)

Michala