I øvrigt er jeg ellers glad. Det går godt på arbejdet. Stemningen er bedre igen. Vi rykker igennem et læs og kommer glade ud på den anden side om lidt. Stolte og lidt rigere.

Igår var jeg blevet inviteret af fyr ud at spise kage med hans venner. Det var utroligt sødt af ham, og jeg kan virkelig godt lide hans flok. Han er vildt dejlig, at han 'deler ud' af sine venner. Det er pænt af ham. Han gjorde det for min skyld, fordi jeg har sagt, at jeg savner venner uden børn, og fordi hans venner åbenbart synes om mig også.

Efterfølgende ringede veninde og spurgte om jeg ville med hende og en ven ud til koncert. Det gjorde vi så. Det blev en aften med øl og for sen sengetid, men det var en sjov aften. Vi mødte en sød australsk pige, der trængte til at blive inviteret ud i byen og lavede en aftale om at tage hende ud i aften. Jeg havde faktisk en aftale med Mr. i aften, som jeg aflyste, fordi jeg hellere ville det andet, men så ringede de idag og skubbede det til imorgen.... og jeg er et gran pinlig over at have aflyst Mr... han skulle komme og hente et kort og se min lejlighed. Det er hyggeligt af han at ville, men også lidt mærkeligt... hvorfor vil han det? Mmm, nå men men... han blev ikke sur over aflysningen... og jeg endte med at tage til en reception med forældres venners søn, der lige har udgivet en bog om chokolade.

Til sådan en reception er der lækker lækker chokolade, naturligvis... og så havde han lavet perler af alt det bedste han kan, hvor chokolade er hovedingrediens. Fuglene synger endnu!
Jeg ville gå hjem, men forældres-venners-søn lokkede for at jeg kom med ham og hans kone og børn ud at spise efterfølgende. Så det gjorde vi. Utroligt hyggeligt. Og deres børn...

Den lille dreng på 3 spurgte næsten uden at kunne snakke; 'Hvornår kommer du ud til vores hus?' og pigen ville holde mig i hånden. Og da jeg skulle til at gå ville drengen med mig på toilettet. Jeg fik bogstaveligt talt tårer i øjnene over deres hjertelige modtagelse af mig. Mine forældres venners børn er på en eller anden måde min familie, altid. Jeg holder virkelig meget af dem og bliver rørt, når sådan en som ham her chokoladekokken virkelig lokker for at få mig med ud at spise. Nogle af dem ser jeg stort set aldrig... men når vi ses, ved vi, at vi har en fælles forhistorie. Som tilflytterne på landet, hvor vi alle var lidt utilpassede og blev nære af det. Jeg er glad for den måde og de mennesker, jeg er vokset op med.

Jeg er sgu en heldig en, er jeg.