Det er lidt bedre i dag. I går var jeg også helt nede, men i dag føler jeg mig mere samlet.

Tude - tude - tude. Jeg tuder virkelig meget...men det er godt! Det skal UD!

Da jeg hentede Emil vrælede jeg lidt da pædagogen spurgte ind til hvordan weekenden var gået. Jeg har altid kunne "styre mig" hvis jeg ikke ville græde i en given situation. Det kan jeg bare ikke mere. Hvad sker der???

Da mor ringede vrælede jeg og L...han ringede også. Hvorfor ved jeg ikke. Måske følte han at han måtte høre hvordan jeg havde det, fordi jeg havde virket som jeg nu gjorde om søndagen. Jeg brugte alt min styrke til at virke afklaret med de følelser jeg nu kan få i forhold til det hele. Jeg sagde endda til ham: "Sådanne dage kommer og det er OK!" og jeg fik afsluttet samtalen inden min stemme på ny begyndte at bævre.

Accepten ligger på vejen længere fremme. Stadig er jeg vred over at vi ikke kunne være den familie jeg knoklede for at vi skulle være. Jeg har set at virkeligheden ikke rummer at have en familie sammen med L. Jeg har forstået! Jeg skal bare lige nå dertil, hvor jeg ikke længere skal være såret, skuffet og vred når jeg tænker på det. Jeg skal nå dertil, hvor jeg mærker at livet er bedre uden kampene med L og at Emil og jeg snildt kan skabe lykke og tryghed sammen.

Det gode er, at jeg ved at den tid kommer. Ikke lige NU...men den kommer.

Tude - tude - tude!

I går bestilte jeg fly til Portugal. Endelig skal jeg besøge min mor på deres båd og det bliver bare så sjovt for Emil. Jeg glæder mig rigtig meget til denne lille ferie og jeg har vildt behov for dette afbræk i tilværelsen.