Hvor jeg føler mig STOR!

P ringede.
Jeg havde godt på fornemmelsen, at han ville ringe oven på den svinestreg jeg følte mig udsat for i går aftes.

Han lagde ud med at være halvspids og begyndte at brokke sig over mine ”kort-for-hovedt-beskeder”!
Jeg fik heldigvis bremset ham. ”Hør her sømand…!”

Hans stemme fik mig til at huske det løfte vi i fællesskab lavede; vi ville under ingen omstændigheder ende som typiske ekskærester, der partout skal være på kant.
Det huskede jeg ham på og samtalen fik heldigvis en helt anden klang.

Jeg fik understeget, hvor uretfærdig jeg havde følt mig behandlet og jeg fik min ”undskyldning i svøb” (så jeg kan endnu være mig selv bekendt!).

MAND hvor jeg dog følte mig lettet efter den samtale.
Vi fik alt det praktiske på plads og fik udredt alle former for misforståelser. Nu er jeg blot lettet over, ikke at være så GAL over hele P-historien. Nu vil jeg lægge den bag mig og komme videre.

Jeg har ordnet alle mine gøremål. Jeg knokler nok lidt for meget rundt for andre for tiden, men jeg har besluttet at så længe jeg ikke føler mig stresset og tynget af det, er det en sund måde jeg holder mig selv i gang på.

Min cykel er godt nok blevet luftet.
Først hjem til S og aflevere hendes kluns + glattejern fra i fredags. Som den rasende gode veninde jeg er (ja-ja, jeg er forbandet selvglad) købte jeg en lille buket af hendes yndlingsblomster og stod smilende foran hendes dør.
Hun var godt skide hysterisk over hendes to katte, der for milliarden gang har overpisset hendes seng.

Vi drak te og fik talt fredagens bytur godt igennem. Hun huskede ting, som jeg overhoved ikke kan erindre.
På mine høje hæle fik jeg lavet endnu et styrt på dansegulvet og hevet hende med i faldet.
Vi sammenlignede blå mærker. Jeg var en sikker vinder!


Videre til LH’s mor, hvis lejlighed fik den helt store tur. Hun kvitterede med 200 bananer (insisterer hårdnakket på at betale mig) og middag.

Nu er jeg så landet og føler mig lidt bims i låget oven på dagens tempo.

I morgen går turen så med mor og ”far” op til båden. Jeg skal hjælpe dem med det sidste.
Det er vel en eller anden gestalt-terapeutisk og sund afsked jeg begynder at tage; hjælper dem på vej af sted.

Inden jeg mødes med dem, skal jeg dog lige klare to ”doktor-samtaler”.
Min manglende søvn forstår jeg stadig meget lidt af og havde ellers håbet at jeg kunne komme med lidt succes.

Jeg render nok lidt fra at ”arbejde med mig selv”! Jeg kan lig’som ikke rigtig komme videre eller i gang. Måske bilder jeg mig selv ind, at det hele er i orden men ved godt, set fra det sunde sinds side, at jeg bliver nødt til at smøre ærmerne lidt op.
Tankerne kan ikke rigtig tænkes til ende. Gør de for ondt, afleder jeg mig selv og hopper videre…lader som om de ikke eksisterer.

Jeg ved jeg må tage fat. Spørgsmålet er bare HVOR