Tid er vitterligt ikke noget man har, men noget man ta'r!
Og jeg ta'r mig al den tid jeg kan for at skrive nu, hvor jeg endelig har fået blod på tanden igen :D

Økonomien knaser en smule for tiden :(
Men takket være den budgetkonto Camilla "tvang" mig til at få lavet, ved jeg da i hvert fald, at ALLE regninger bliver betalt, uden jeg behøver bekymre mig om den. Og mad har jeg alligevel ikke tid til at spise, nu hvor jeg skriver som en besat hver gang jeg har 5 minutter ;)
Ej, spøg til side, jeg får mad morgen middag og aften - ligesom jeg plejer...
Men i sådanne tider giver det jo endnu mere mening at sætte sig og skrive, og skrive lidt mere.
Det kan godt være jeg aldrig får nogen til at udgive det jeg skriver, når det engang når så vidt, at jeg er færdig. Hvis jeg gør, kan det da også sagtens være, at det ikke bliver nogen særlig succes. Og selv hvis det blev lidt af en succes, er det jo ikke sikkert at det var succes nok til at leve helt eller delvist af det.
MEN!!!
Jeg skal ikke sidde på plejehjem som 90-årig, og tænke tilbage på alle de år med tilbagevendende økonomiske kriser, job jeg ikke helt kunne finde mig tilrette i, og så spørge mig selv om, om hele mit liv havde flasket sig anderledes, hvis jeg havde givet skrivningen en helhjertet chance.
Når jeg sidder på plejehjem som 90-årig, så skal jeg VIDE!! at jeg har gjort præcist ligeså meget ud af skrivningen som jeg ønskede mig, og at jeg har fået så meget ud af det, som jeg overhovedet kunne for det jeg var villig til at ofre...
Nemlig!!

Derfor bliver min kære dagbog herinde forsømt en smule... For nok kunne jeg skrive side op og side ned om min dagligdag, men det ville ikke være noget jeg nogensinde sendte afsted til et forlag, og det tager trods alt så tilpas meget tid at skrive, at det stjæler for meget tid i den anden ende.

Jeg mindes Slaughterhouse Five (mener jeg bestemt det var), som vi læste i engelsk i 3.g. I begyndelsen/slutningen (?) af bogen var der et interview med Kurt Vonnegut. Til spørgsmålet om hvorfor han var blevet forfatter, gav han svaret, at det var en udvej!
Jeg kan ikke huske særlig meget andet af interviewet, og du må heller ikke bede om et referat af bogen. Men lige dét brændte sig fast... En udvej...
En udvej jeg også godt gad at tage fra alverden bleskiftning, og evigt overdrevede tålmodighed med 4-årige der ikke selv kan tage sko på ;)
En udvej fra tilbagevendende økonomisk krise...
En udvej fra det deprimerende skæbnebillede jeg har fået ind i mit hovede af en 90-årig gammel dame der hedder Michala.... :)
JA SGU!!
Jeg skal skrive og gøre det så godt jeg kan, og går det ikke, så må jeg kigge efter en anden udvej...

SUK!
Lucas er lidt ked af noget for tiden... Han nægter at fortælle hvad det er. Tror ikke han har det så godt i klassen mere. Tror heller ikke han har det direkte skidt... Han er bare blevet for selvbevidst og dermed blevet genert igen. Fuldstændig som sin mor :(
Jeg ser ikke tilbage på min egen barndom som en trist én, selvom jeg havde denne voldsomme hæmning, at jeg knap nok turde åbne munden 90% af tiden... Men når så jeg får den tanke, at det samme er ved at ske for min søn, SÅ bliver det trist.
Min dejlige dreng, som er så fuld af humør, og er dygtig og kvik (trods den mere distrete side), og som aldrig siger eller ser noget ondt i andre mennesker. HAN skal da bare ikke gå og føle, at han ikke er værd at høre på...
Jeg spurgte ham fredag, om der ikke var nogen fra klassen han havde lyst til at invitere hjem lørdag - det resulterede i at han ikke sagde et ord andet end "der er ikke noget i vejen" de næste to timer. Og han ville heller ikke med til sommerfesten i SFO'en igår (lidt sent - den har været udskudt pga. strejke). Men han er ellers altid glad nok når jeg henter ham, og leger stort set altid med nogen. (Det er også helt nye foruroligende tegn - men de skal da holdes øje med!)

Nå ja... Det var så hvad jeg lige havde på hjertet...

Michala