Inspiration, eksspiration, konspiration, respiration, perspiration, aspiration - vind, ånde, hm, blæst, storm.

Jeg har simpelthen ikke føling med det endnu ! Men i går prøvede min indre stemme igen. Der var næsten ikke andet i min bevidsthed end de ødelagte paraplyer i skraldespandene. Det regnede, men de spinkle skærme mod regnen var kasseret efter, VINDEN havde bøjet dem og gjort dem ubrugelige.

...Indånding, levendegørelse, besjæling, ånd.

Det er måske en slags besættelse af en ÅND, at man lige bemærker én bestemt ting, ét bestemt indslag i gadebilledet ? Det er mig altid en grund til at lytte og associere.

Den helt oplagte er Mary Poppins, som bæres gennem luften af sin paraply. Hun kommer til børnene, når vinden er i en bestemt retning, og når hun er færdig med sin opgave, slår den om, og hun må sige farvel.

Jeg har drømt stormdrømme før, for meget lang tid siden, og den fornemmelse, jeg sidder tilbage med, er fornemmelsen for kraft, fornyelse. Jeg overlevede stormen i en drøm, selv om den mildest talt var medrivende - bare ved at holde fast i græsset.

Jeg ved lige nu, at jeg bemærkede paraplyerne i forbindelse med min tur til rejsebureauet, hvor det blev til flybilletter til Helsinki og Rovaniemi - det blev ikke til Övertorneå eller Ylitornio, men Rovaniemi.

Måske det er min indre stemmes fortælling om, hvor meget det kommer til at betyde, hvor mange indre ressourcer der egentlig forbruges ved et sådan rejseprojekt. Den skal lyttes til, og den beklager sig heller ikke - modige lille stemme.

Vinden kan gøre en rastløs og kulret, som en trækfugl. En trækfugl ved lige præcis, hvor den skal hen - en kulret skabning med overblik, og nu er jeg måske ved at fornemme, hvad det her bliver til.

Man kan godt være sårbar, selv om man har overblik. Et overblik kan vel også være et indre kompas, som man ubønhørligt må følge. Mary Poppins har intet valg : hun må komme, når børnene kalder, og hun må også forlade dem igen, når vinden vender, selv om det smerter at skulle videre.

Eventyrlyst. Er det det ? Overblik giver måske overskud og eventyrlyst. Sådan har jeg ikke haft det i rigtig mange år. Jeg vil stå på Ounasvaara bjerg og se midnatssol til Sankt Hans sammen med de andre turister. Jeg vil besøge den ortodokse kirke i Rovaniemi. Og så er der stadig historien om Vinterkrigen, de røde og de hvide...og meget mere.

Jeg vil være sårbar for en stund, og det er vel et eventyrs træk - en farlig rejse fra det sårbare til det stærke.

Der er noget mytisk og initierende(og det kan jeg jo godt lide !)over en så radikal blotlæggelse af sig selv og ens mangler i det fremmede, der nærmest minder om en genskabelse af alle spædbarnsstadiets genvordigheder - for voksne forstås ! Og jeg skal nok ende med den obligatoriske sparken mig selv i røven, når jeg har tjekket mig selv ind og sidder, aldeles prisgivet, i den fælles opholdsstue og spørger mig selv, hvorfor i al verden jeg absolut skulle have mig selv ud i den suppedas.

Er det det, man søger ? Barnet i sig selv ? Det er vel barnets åbenhed, man finder tilbage til som det ideelle udgangspunkt for videre lærdom. Barnets glæde over stort set alt, oplevelsen af tingene som nye og endnu uudforskede, der overstråler følelsen af forpligtelse - aha, at overstråle følelsen af forpligtelse med selvlysende livsglæde !!!

Måske er jeg ikke så god til at være voksen. Lad mig se :

1. Totalt dårlig til at ignorere mine basale behov.
2. Indlevelsesevne og fantasi fungerer for mig.
3.
Facader er jeg ikke så god til. Har ikke bare svært ved at forholde mig til et 'voksent' begreb om præstige. Det er mig en umulighed.
4.
Jeg er ikke skruk, men bare stik mig et lille barn, jeg kan kommunikere ordløst med. At sidde og spise et æble sammen, mens vi ser ud på træerne...ok, måske jeg er en lille smule skruk !
5.
Og jeg må ikke glemme de løse forbindelser, de gakkede associationer. (Online-liste, inliners, rulleskøjter, rullestol, isskøjter, istap, tap, krumtap...sex, befrugtning, inkarnation, karneval, hm, associationer i det hele taget, fordi jeg lige associerer - og stik mig så bare den rorschachtest !).

Griner - hvis det lykkes mig at få skabt en brugbar kontakt til de lokale, så tager jeg også derop og ser nordlys til vinter.

Dette er Jesu Kristi legeme...nadver mine kære, nadver !