Jeg fik en tanke i dag. Den slog mig lige pludselig. Den kom frem efter endnu een af mine små diskussioner jeg havde med mig selv.
Der er nemlig ingen overensstemmelse med mit udseende og min personlighed og hvordan jeg opfatter mig selv.

Men hvordan mon andre opfatter mig?
Først ser de mig og danner deres egne konklusion af hvordan jeg , så taler de med mig og opdager(for de fleste) at deres forudindtagen holdning var forkert og derefter giver de mig en form for respons, som gør at jeg fortsætter i samme dur.

Men kort og godt: Der er to slags mennesker som får to slags førstehåndsindtryk kun fra mit udseende.
Der dem, som tænker: " Hun er køn og sikkert dum" og så er der dem der tænker: " Hold kæft hvor ser hun snobbet og sur ud"

Heldigvis har ingen af dem ret og det bliver de også hurtigt overbevist om, sånart de taler med mig.
Men hvis mit udseende skulle passe til min personlighed, så skulle jeg for det første være rødhåret, have større øjne og arbejde på en dok.
måske er det de omstændigheder jeg er vokset op under eller det arbejdsmiljø jeg har færdes i, men jeg er virkelig grum i min mund. Problemet er, at jeg elsker ironi og sarkasme, især selvironi og jeg er altid den der griner højest ad alt muligt.
Og jeg kan svare igen, så diverse havnearbejdere rødmer. det er ikke noget jeg tænker over, det er bare noget jeg gør. Måske er der noget der hedder følelesmæssig spontanitet, måske er jeg det og smid så et par heftige gloser oveni og der er jeg!!

Jeg har droppet det med at være feminin, selvom jeg SER meget feminin ud, så længe jeg ikke taler. Min trutmund af villedt mange til at tro at jeg er sur, men det er bare sådan jeg ser ud når jeg slapper af eller er koncentreret.
Noglegange, når jeg synes, at jeg har været rigtig slem, så gennemgår jeg hele dagen i mit hoved og til tider ønsker jeg, at jeg for fanden da ikke bare sad og NIPPEDE til et glas hvidvin og smilte sødt. eller prøvede på at se mystisk og fandenivoldsk ud. Men det har jeg prøvet og DET virker BARE ikke.

Jeg HAR accepteret det, for det meste, men folks reaktioner piner mig lidt enganimellem, fordi det er så tydeligt, at jeg skræmmer dem. Her ser de en sød og køn pige komme spadserende og pludselig, i slowmotion, ser de en mund der langsomt åbner sig som en stålport, og UD vælter det med affald og skiden bleer fra 87. Og midt mellem alt det modbydelige affald, hører de hysteriske latterbrøl blande sig med råb og skrig inde fra møget.

Det er vist godt, at jeg HAR fundet mig en mand, fordi ..puhaaa....ellers ville det være svært. Jeg ER faktisk genert til tider og kan rødme som en skolepige og jeg KAN holde kæft..i hvertfald når jeg er træt.....men heldigvis morer jeg de fleste og især mig selv. Så helt galt er det nok ikke. Men i mit tilfælde, der snyder pakken. Jeg er bestemt ikke så yndig og feminin, som jeg ser ud til at være. Tværtimod. Jeg drikker pilsnere og ser fodbold (og kan snakke med om det), men kan også tale om sko og makeup, men det interesserer mig ikke så meget. Så hellere en snak om bøger og film og filosofiske teorier (helst nogle jeg selv har produceret..he..he)

Men når humøret og omgivelserne er i top, så ruller lavinen og jeg finder egentlig først ud af hvor mange mennesker jeg har taget med, når jeg er kommet hjem og trykket har lagt sig.

Og så er det at jeg ser hende den feminine tingest på barstolen som nipper og smiler stille, blinke hånligt til mig for at fortælle mig at jeg aldrig bliver feminin.
Men jeg har det jo godt! Det har jeg.
Jeg skal bare lige slappe af engangimellem og tælle til ti inden jeg taler, så jeg ikke behøver at bide mig i tungen, når det er for sent.

Nå, men jeg har jo også fordomme som så mange andre og mine forhåndsindtryk er også blevet gjort til skamme.
Det er derfor at det ydre er noget LORT at gå op i. ALLE der bliver spurgt, siger jo, at de ikke gider at være sammen med een som er hul og overfladisk, selvom han/hun ligner en gud. Det er bare sjovt at der alligevel er så meget fokus på udseende. Det MÅ sgu være noget med selvværdet der er noget galt med.