Godmorgen.
Er faktisk temmelig glad for min torsdag, hvor jeg møder fra 11:30-15:30. Det føles mere som lige at komme et smut forbi arbejde, end som egentlig at være på arbejde.
Skemaet bliver dog nok snart lave om, og jeg har selv bedt om at få min mandagslukker rykket til torsdag, da det så kun er hver anden gang, at jeg har brug for hjælp med hentning.
Selvom det selvfølgelig er hyggeligt, med de mandage, mine forældre henter, og vi alle spiser sammen hos dem.
Men det ville helt klart få det hele til at hænge bedre sammen...

Christina har aflyst løb i dag, det er ellers lang tid siden det sidst har været aflyst (men også lang tid siden, vi rigtig har løbet), da hun får en veninde på besøg.

Tog en snak med Bo i tirsdags...
For et par måneder siden droppede jeg p-pillerne, fordi de var begyndt at give mig migræne. (Hver fjerde fredag lukker jeg i børnehaven, og det var altid den fredag migrænen gjorde sit indtog, og tit måtte jeg bukke under inden dagen var omme og bede om at gå hjem.) Men siden jeg stoppede med pillerne har der intet været. Det er så dejligt!
Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle begynde på nogle andre, men har bare ikke kunne tage mig sammen. Er bange for at skulle igennem flere mærker før vi finder nogen, der ikke giver migræne. Kunne ikke lige overskue at skulle igennem det cirkus én gang til... Vi har naturligvis brugt anden form for beskyttelse imellemtiden...
Men når så min menstruation er 1-1½ uge forsinket, fik jeg alligevel mine tanker... Ville helst lade være med at bekymre Bo med det, da min menstruation tit har opført sig sjovt, (altså når jeg ikke er på p-piller), og sprunget måneder over. (I de tidlige teenageår, blev jeg pludselig bekymret for om jeg mon var den nye jomfru Maria, men blev enig med mig selv om at Gud nok ville give besked før han lavede sådan et nummer). Der var ingen grund til at gøre Bo nervøs for ingenting. Men tænkte samtidig at hvis jeg nu VAR gravid, ville det nok være bedst han havde fået to dage til at tænke over det, mens han stadig havde mulighed for at skubbe det væk med, at det nok ikke var noget. Så ville det ikke komme som et ligeså stort chok, hvis/når jeg i aften skulle fortælle ham, at jeg var gavid.
Men det tog hårdere på ham end jeg lige havde ventet... Jeg selv kunne sagtens forholde mig til det måske var sådan... tror endda en lille del håbede det, selvom det ville rode rundt i alle de planer jeg/vi ellers går med inde i hovedet.
Men det ville ikke være nemt at glæde sig over, når ens kæreste ryger i kulkælderen inden vi overhovedet ved noget. Alligevel tror jeg ikke jeg kunne vælge abort. Jeg elsker jo allerede det barn, jeg håber vi engang i fremtiden skal have sammen. Hvorfor skulle det så vælges fra, fordi dets ankomst ikke lige fulgte planerne. (Selv børn der er født "efter planerne" følger sjældent sine forældres planer helt alligevel). Kunne ikke se, hvorfor dette barn, skulle have mindre berettigelse end de to jeg allerede har. Hvis man skal gøre det op i passende og dårligt passende, tror jeg trods alt, at jeg som 17-årig bedre havde kunne retfærdiggøre at vælge fra. Men det kunne jeg bare ikke!!!
Han var hjemme hos sig selv i aftes og i nat, men vi talte sammen fire gange i løbet af aftenen/natten. Fjerde gang (kl 2 i nat) vækkede han mig. Tanken om, at jeg måske om nogle timer ville ringe og fortælle ham at jeg var gravid var lige blevet for meget, og han havde brug for at tale med mig igen (hvilket jeg er dårlig til når jeg ligger og sover - bliver ved med at falde i søvn igen, og hører kun halvdelen af hvad han siger). Fortrød helt jeg havde sagt jeg allerede havde købt en test, som skulle bruges nu til morgen. Jeg havde jo på ingen måde tænkt mig, at ringe og fortælle ham, at han skulle være far om morgenen, før han skulle i skole og fremlægge den opgave, han har arbejdet hårdt på de sidste 2-3 dage. Havde da tænkt mig at vente til vi skulle ses i aften. Men kunne pludselig godt se, at han jo ikke bare kunne gå rundt og have en almindelig dag, velvidende at jeg nu vidste besked. Han ville nok også kunne regne ud at jeg ville ringe straks, jeg kunne berolige ham, hvis testen var negativ. Hvis han ikke hørte noget ville han få sine tanker og til sidst måske selv ringe og spørge. Og hvis jeg så svarede, at jeg synes vi skulle tage det i aften, var det jo nemt at regne ud hvad svaret var.
Alle disse tanker gjorde det pludselig meget svært at gå ned og tage den test, da jeg vågnede... Kunne umuligt bare ringe og sige "Jeg er gravid" den slags kræver nærhed og nærvær (specielt når han har det som han har det). Men kunne heller ikke lade være med at ringe. Overvejde at lade være med at tage testen før imorgen tidlig, hvor han er her. Men... Ville jo også bare vide besked! Nu! (selvom jeg i et tilbageblik godt kan mene at sidste udvej nok var fornuftig nok).
Men altså al denne snak, bare for at sige at jeg...

Ikke er gravid.

Puha! Nu kan jeg igen glæde mig til vores fremtidige barn, uden at være bange for, at det skal ødelægge os, og jeg så pludselig står som alenemor til tre i stedet... Jeg skulle nok kunne klare det. Men... Jeg har jo brug for min Bo...!
Og selv hvis det så ikke skulle komme til et brud, skulle det jo stadig helst være noget at glæde sig til, og ikke noget at samle mod til...

Men når det så er sagt, vil jeg også sige, at jeg nu godt kunne tænke mig, at vi fik de børn vi skulle have sammen tidligt... (og så er det snart sidste uskald). Kan godt lide tanken om at få 'friheden' tidligt igen, nu hvor den 'forsvandt' tidligt.
Det skal ikke opfattes forkert. De to guldklumper jeg allerede har, betyder uendeligt meget mere end alverdens fri ungdomsliv. Men det ville da være rart hvis vi mens vi endnu ikke havde forladt vores 40'ere kunne have frihed til at tage en uge afsted bare os to, uden at skulle efterlade børn i andres varetægt. (selvom når den tid kommer vil vi sikkert hellere nyde en ferie sammen med vores store børn). Og bare generelt have den større frihed, man jo har, når børnene selv kan lave aftensmad når man har andre planer, at de ikke behøver mors og fars godkendelse før de beslutter... noget. selvfølgelig regner jeg ikke med at en 15-årig beslutter alt selv og er 100% uafhængig, men så 90% uafhængig - hun 100% uafhængig bliver man vel aldrig helt... gør man? (Hold da op og så er det alligevel ikke mere end ti år siden jeg selv var 15, føler mig pludselig meget ældre end som så).
Så er der jo den mulighed, at vi bare ikke skal have et barn sammen... Meeen... Jeg er da ikke færdig med at få børn... Er jeg???

Nåh... Kommer tid kommer råd. Jeg er ikke gravid. Vi har det godt. Jeg elsker de børn jeg har!! Og jeg elsker min kæreste!!
Hvordan det end snor sig, har jeg ikke noget at klage over!