Jeg har fået 20 langstilkede røde roser af Vang i dag!
Fuck!
Jeg har sagt tak ovs, men jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal reagere.? Jeg er jo ikke sammen med ham, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg nogensinde gider være sammen med ham.
Han er sikkert fin nok, men han er bare ikke den eneste ene!

Jeg savner Pjok så meget, og jeg hader, at jeg nogensinde har mødt den dreng, for jeg bliver ved med at sammenligne alle andre fyre med ham, også selvom det er 1½ år siden, vi var sammen sidst! Og det er 2 år siden vi var mere fast sammen.

Men den gnist der var i mellem os.! Det var fantstisk. Han var mit et og alt, han var min skygge, min bedre halvdag, den maskuline udgave af mig.. Han var bare skabt til mig!

Men når man er så unge, som vi er, så rejser man ud for at opleve verden, og jeg ved godt, at jeg er den af os, der har været værst til det, men alligevel fortryder jeg det lidt!
Jeg har oplevet en masse godt, men jeg kan aldrig finde tilbage sammen med ham, og jeg kan heller aldrig finde en ny en, der er ligeså god som ham!!

Sådan føles det i hvert fald nu! Jeg har jo været vild med Ov, Ell, Rot, Emil, Mic, 1x & Josê i det her skoleår (wow! når man lige skriver dem op på en liste på den måde, så virker det rigtig voldsomt!)
Men der er ingen af dem, der har været tæt på at kunne måle sig med Pjok.

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg rejste fra den dreng. Men jeg troede nok, at det ville være nemmere at komme tilbage til ham, end det har været.
Det er umligt. Selvom vi stadig er venner. Men han er ikke den samme mere, og det er jeg heller ikke, men den følelse jeg kender så godt, af at være mig og ham sammen, den er uvirkelig for mig nu!
Hvorfor skal den første fyr man møder også være den rigtige????

Hvordan skal en tøs i 7. klasse, kunne tage sig selv seriøst, når hun ved, at hun elsker sin klassekamerat, og at de høre sammen!? Og hvordan kan hun finde på, at skride fra ham, da de er færdige med 9. klasse, når hun nu har tilbragt 3 vidunderlige år sammen med ham?!
Jeg må have været sindssyg!

Men okay til mit forsvar skal det siges, at jeg troede, at jeg kun skulle være væk et år, mens jeg gik på efterskole, og at jeg ikke tænkte over, at DSB's togpriser var så dyre, at jeg næsten aldrig var hjemme, og at jeg aldrig havde overvejet, at vi måske ville ændre os i hver vores retning!

Men 20 langstilkede røde roser!? Drengen er jo fuldkommen sindssyg! Jeg har ikke engang været sammen med ham endnu!
Det er 2½ år siden jeg har tilbragt meget tid med ham, og jeg har aldrig været særlig sød overfor ham, fordi jeg elskede en anden.

Nu er vi kommet i kontakt igen, og det har været super nice! Vi har snakket vildt godt sammen, men vi har stadig ikke set hinanden!
Er lidt bange for ham lige nu! Han skrev også forleden dag, et eller andet med, at jeg jo skulle være hos ham det meste af tiden af min sommerferie - formuleret på en måde, så man skulle tro, at han troede, at jeg ville flytte ind i hans kælder i hans forældres hus!
Psyko kid! Totalt alt for meget! SHIT!

Jeg har da ikke lovet ham noget vel? Jeg har det virkelig med, at få fyrene på nakken. Når jeg først har smilet til dem, så hænger de fast på mig som sugekopper!
Alle mine veninder har problemer med at fyrene til at blive omkring dem, jeg har problemer med at få dem til at skride!

Jeg er bange for at få et seriøst forhold til en fyr. Det er stadig min selverkendelse fra 8. klasse, der nager i mig, hvilket egentligt er fuldkommen sindssygt! Men dengang gik det op for mig, at jeg ikke var så vild med drengen ham selv, (bortset fra Pjok, men havde også andre loverboys, som jeg yndede at kalde dem, fordi mit og Pjoks forhold var meget on/off fra min side i hvert fald, og han brokkede sig aldrig over det, fordi han var bange for, at jeg ville skride fra ham) men inderst inde fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden bare var afhængig af opmærksomheden fra personer af det andet køn!
Jeg havde et meget dårligt forhold til min far, og jeg fandt ud af, ved at kigge på mine veninder, at det er alt for typisk piger med samme problem, at de overføre kærligheden til deres far til andre mænd (drenge), så de kan få den kærlighed de savner fra faren tilbage.
Det er i hvert fald min teori.
Jeg blev bange for at binde mig til en fyr, fordi jeg var bagne for, at han ville opdage, at jeg elskede ham mere som min far, end som min kæreste..
Og det nager stadig i mig! Jeg har om muligt et endnu dårligere forhold til min far den dag i dag!

Desuden er jeg typen, der har meget svært ved at priotere en kæreste højere end vennerne! Det har mine sidste mange fyre også været meget utilfredse med, men jeg synes simpelthen, at det er så forkert at gøre!!
Hvorfor skal man pludselig droppe sine venner, og bruge al sin tid sammen med kæresten, for kun at se sine venner i nødsituationer, hvor det ikke kan lade sig gøre at se kæresten!

Det er også derfor jeg flejner fuldkommen ud, når mine veninder gør det sammen mod mig. Jeg HADER simpelthen bare, når mine veninder får kæreste på! AGHR! Bare se på mit og Sisses forhold, men okay det skyldes også, at jeg ved, hvor stor en idiot hendes kæreste er, og at den eneste grund til, at han ikke har været hende utro er, at han ikke kan få andre end hende, OG at han kun er sammen med hende pga sex, hvilket hun forresten ikke er parat til, OG slet ikke, når han ikke gør noget, for at få hende til at føle sig mere selvsikker omkring sin krop.
OG hun er kun sammen med ham, fordi hun mangler en mands kærlighed og opmærksomhed i sit liv, og det kan jeg ikke holde ud, fordi jeg kan gennemskue det så let!!

Har mere på hjerte, men jeg bliver nød til at smutte ned og spise!