Jeg har haft en stille stund ude i køkkenvinduet, helt for mig selv med et lille spejl og en pincet. Nu har jeg trimmet brynene! Gosh man han ikke meget tid til at kredse om sig selv som nybagt mor. Men nu hvor fimsen sover, kan jeg gå lidt i ringe og det er rart. Sover han for længe, savner jeg ham! Hehe…sådan er det vel.

L krøb op af hullet lørdag aften. Han havde været ude og kom vist hjem med lidt fornyede kræfter. Jeg følte mig desværre alt for knækket og det tog mig mange timer at lukke ham ind igen, sådan 100%.
Jeg tog en alvorssnak med ham. Måske satte jeg hælene i…ja det var vist hvad jeg gjorde. Jeg sagde at det her ikke ville gå, hvis det skulle forsætte som det havde gjort og vi blev nødt til at passe på os selv. Jeg sagde at jeg ikke kunne tillade, at vores dreng skulle opleve den stemning, der havde været i de dage.

Han gjorde mig vred. Han sagde at han ikke kunne ændre sig, bare fordi vi havde fået en søn. Jeg blev så ked af den udmelding men der gik timer før jeg fik sagt det. Præcis FORDI vi har fået vores søn, er vi nødt til at ændre os. Det er jeg blevet nødt til og det er han også. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt vi KAN…det er et spørgsmål om at vi SKAL! Sådan er det bare.

Jeg mistede modet og tænkte at det aldrig ville gå. Jeg er endnu ikke fundet tilbage i troen sådan helt, men jeg giver det en chance…jeg giver det ÉN chance, andet kan jeg ikke tillade. Det kan jeg simpelthen ikke.

Hvorfor tager han på søen, når det nedbryder alt hvad han har fået opbygget? Det er alt andet end pengene værd. Ja, han har brug for rutiner og faste rammer. Jeg har ikke brug for det her. Jeg kan ikke…så hellere klare det helt selv.

Jeg vil nyde vores søn. Jeg vil nyde hver morgen, også med utilfredse små skrig og knirkelyde. Jeg vil ud og gå tur, putte termoen i barnevognen og spille backgammon på græsplænen. Jeg vil ligge og se ham sove og elske hvert nyt skridt han tager i sin udvikling.
Jeg vil ikke vågne op i frygt og tristhed. Jeg vil ikke lade mere dårligdom ødelægge dagen. Den kommer sgu ikke igen den gør ik!!

Han vågner i tristhed. Puster og trækker vejret på den der måde han nu gør, når han har det skidt. Han tænker dårligt før godt…det er skide synd for ham og nej han vælger ikke at være miserabel. Men det er han…og jeg kan ik lade vær med at tænke på, om det nogensinde vil ændre sig eller om han altid vil se det negative før alt andet. Vil han nogensinde blive i stand til, at tillade sig selv at leve livet? Kan han kæmpe mere end han gør? Det ved jeg han kan men det er svært at sige til ham.

Hvad blev det til? Et par timer i nat? Ja sådan cirka. Jeg er meget træt og vil lægge mig lidt med min knirkende lille dreng. Han er en lille perle, en elske-pot, en miller-mand. Jeg elsker at nyde ham med andre mennesker.