Det plejer at være fortiden man putter i glas og ramme og hænger op på væggen eller stiller det et sted, så man altid kan se det. Fortiden og nutiden, måske, men fremtiden...det har jeg nu aldrig prøvet.
Fremtiden på 6 cm indtil videre og jeg prøver hver dag at forstå hvad det er den kommer til at indeholde af bekymringer, af angst, af glæde, af kærlighed, ..ja, af alt muligt. men jeg er ikke synsk!
derfor....kan jeg for første gang ikke leve op til mit stjernetegn Planlæggeren. Fordi hvordan kan man det, når ma ikke aner hvad der sker bag den låste dør. det eneste man kan høre er høje lyde og latter og skirg og skrål og folk, der råber til mig gennem nøglehullet at jeg virkelig bare skal glæde mig!!
Jo tak!! Til hvad....? men det hører de ikke i al larmen. Så derfor kan jeg ikke planlægge. det er gået i stykker og jeg tror garantien er udløbet for længst, og jeg kan mærke den snigende panik blive større bare tanken om at på eet eller andet tidspunkt så SKAL jeg fandme igang med at planlægge. men....mon ikke det kommer af sig selv...den tiltro er stadig intakt, indtil videre,
Jeg ser dette her som en modningsproces, men FUUUUCK hvor er jeg glad for at der er et halvt år tilbage....pyyyyyyyyh!!!! oG så alle faglige mennesker jeg skal se. Alle de gange jeg skal på sygehuset, det er fandme lige før de skal føde for mig!
Nej, jeg ved godt at det er ekstra tjekup, fordi jeg har epilepsi, men alligevel....det er lige før jeg ikke har tid til at arbejde.

Nej, der sker sgu store forandringer her for tiden. Tror bla det er derfor jeg trak mig ind i mig selv. Der var alt for mange ting der ændrede sig på een gang, men nu er de blevet flettet ind i hverdagen og den nye virkelighed.

og UHA hvor går det godt med min nye bog...rammer snart 100 sider...hæhæhæ...dejligt...det er sgu første gang at jeg sdkriver på en bog, der bare bliver ved med at have kød på sig. Jeg burde kalde den for Særimner, bare for sjov...hæhæhæhæ!!!For der bliver ved med at have flæsk på sig. Men hvor jeg dog glæder mig til den er færdig....sådan er det med utålmodigheden....den er en pine at leve med, især når man skriver, synes jeg. Igen ville jeg ønske at bogen blev skrevet i det samme man tænke det...hold kæft en masse bøger jeg ville skrive!!!! og hold kæft hvor var der mange der skulle brændes bagefter...GULP!!!!Nej..det er nok godt nok.
Forltalte det først til M. i går. Har været lidt mopset på hende. Jeg tror jeg har en mærkeligt forventing til veninder..jeg kan sgu ikke finde ud af det. Jeg er nok defekt på område. og når jeg bliver mopset, så gør jeg det nemmeste i hele verden...skærer folk af...og det er dumt, det ved jeg, men konfliktskyheden er størst overfor veninder, har altid været. Aner ikke hvorfor.
Men det var nu godt at kontakten blev genoprettet. Tror bare jeg skal acceptere at det er sådan det forholder sig og ikke forvente noget. Men hvorfor omgiver jeg mig altid med folk jeg ikke må forvente noget af? Jewg synes virkelig ikke jeg forventer særligt meget..bare at de interesserer sig en smule tilbage, at det ikke kun er mig der skal tage initiativet. Det er sgu da ikke meget. Er det ikke meget normalt, egentlig?!

NUvel, har reduceret omgangskredsen til en fåtal, som jeg VED jeg kan stole på og som ikke skuffer. Det er ikke mange, men det er også kvaliteten det drejer sig om.

LÅ og tænkte tilbage forleden. Gennemgik hele mit liv indtil nu, og konkluderede at jeg egentlig aldrig har passet ind. og at jeg altid har forsøgt at passe ind, og når det så ikke lykkedes, tror jeg min forsvarsmekanismer er gået stille og roligt igang. Og at jeg så blev svigtet af den mand, der netop aldrig skulle svigt mig, hjalp ikke synderligt. Så der er fandme da ingen grund til at jeg er så hård!!!!
Men...det kan jo heldgivis laves om på. Skulle livet ikke være en proces? JO tak....det skulle jeg hilsen og sige. Føler jeg har levet to liv. og nu træder jeg ind i det tredje...det er for vildt, men jeg er virkelig glad og tilfreds. Døden går stadig og jokker mig i ankelen, men nu gør det ikke så ondt mere. Har udviklet hård hud. og jeg har lært at leve med angsten for at miste dem jeg holder, og ved at det kun bliver værre, nu hvor min fremtid står på fjernsynet og er beviset for at angsten for at miste kun kan blive større og værre, men det opvejes heldigvis af kærligheden, fordi sjovt nok hænger de to altid sammen!