17 år siden

Velkommen til bekymringernes 1. klasse

Hopeless..
MysteriousGi...
12 år siden
dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
5 år siden
Den skjulte mening.
Liza Abildsk...
10 år siden
Svampe.
Ruth Christe...
8 år siden
Så er det snart juleferie...
Michala Esch...
16 år siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
11 år siden
No name girl
8 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
12 år siden
Første dag.
Neola
3 år siden
Tab og vind med samme sin...
Michala Esch...
17 år siden
Modet til at turde
evan-noerfoh...
2 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
10 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
7 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
8 år siden
Dagene der forsvandt som ...
David Hansen...
9 måneder, 25 dage siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
12 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
12 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
5 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
10 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
10 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Rygestop
David Hansen...
8 måneder, 21 dage siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
16 år siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
8 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
8 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
10 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
8 år siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
12 år siden
Overgangen fra en hjerneh...
Camilla Rasm...
9 år siden
Godnat morgen
Hannah White...
9 år siden
Kreativ igen
David Hansen...
10 måneder, 16 dage siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
8 år siden
Jeg er nu snart 10 uger henne. og det hele er stadig abstrakt. tror aldrig helt jeg nåede at dagdrømme, ikke andet end den der latterlige bamseline-agtige forestiling hvor jeg iført rosa kjole og langt hår, dansede rundt i en have med gynger og blomsterfnug i luften...bræk!
Men nu.....er det normalt a ens personlighed forandrer sig, når man venter sit første barn? er det normalt at jeg har trukket mig fuldstændig ind i mig selv, så meget at jeg er blevet følelsesløs? jeg er hverken trist eller glad, det er sommom mine naturlige følere er lukket i, mine sanser er væk og jeg kan overhoved ikke kende mig selv. og jegn føler intet ved det hele. spom sædvanlig håber og tror jeg at det forsvinder igen, og jeg forestiller mig at det bliver med et kæmpe brag at jeg får alle mine sanser tilbage. Så voldsomt at jeg vælter bagover. det gør mig lidt nervøs. (hov..det var da en følelse)

Jeg har ingen gener. kun ømmme bryster, træthed og humørsvingninger der både gør mig forskrækket og stolt af mig selv (?). min konfliktskyhed er pist væk. min dårlige samvittgihed ligeså, som om jeg er blevet modig af at skulle beskytte et andet menneske. men jeg er bekymret. det bekymrer mig at jeg er så indelukket. jeg vil ikke andre menensker, jeg vil ikke arbejde, jeg vil ingenting, andet end sidde for mig selv, i dette underlige tomrum og ikke tænke. jeg føler virkelig at var jeg en robot, stod pauseskærmen nu i mit blik. det er den bedste beskrivelse. men jeg går på arbejde, jeg taler med andre mennesker, fordi det ved jeg at jeg skal. jeg har ingen kontakt til spunken nedenunder, endnu, selvom jeg prøver, men alligevel river angsten mig væk....for jeg ved jo som regel hvad der sker når jeg glæder mig til noget....Bang...væk!!!!

er det det? er det en form for beskyttelsesmekanisme min krop er igang med? men hvor længe skal det vare? indtil jeg (forhåbentlig) holder baby i armene....men der stopper det jo ikke!!!Velkommen til bekymringernes 1. klasse!!! vi letter lige så snart De indser at sådan bliver dit liv frempover, og dette fly lander ALDRIG!!!!
og alligevel er det det jeg vil. jeg vil ikke andet. livet er for kort til at undgå det. og jeg har fandme aldrig undgået livet, den glæde skal det ikke have, trods alle de forsøg den har gjort på at slå mig ud...og jeg ved at jeg har det værste i vente, men indtil da......har jeg tænkt mig at gribe livet om livet og klemme alt luft ud af det indtil det besvimer....men DET KAN JEG FANDME IKKE I DENNE HER LAMME TILSTAND!!!!!

jeg kan mærke de bedrevidende nikke fra årtusinder, fra millarder af mødre, som byder mig velkommen og ryster blidt på hovedet, mens de genkendende hvisker til hinanden:" Tsktsk...sådan havde jeg det også, min ven, velkommen", jo tak...men det hjælper ikke mig at millarder af kvinder helt tilbage til midalderen og før har haft det på samme måde. fordi til trods for at jeg måske om nogle år vil stå i flokken og nikke om kap med de andre af een eller anden forvildet kylling, der tænker det samme som jeg lige nu, hjælper det ikke på denne tilstand, denne transit.....

jeg skal selv ride bølgen, det kan jeg mærke, jeg skal selv ud af denne tilstand, det er der ingen der kan hjælpe mig med. og det giver faktisk ro. det bliver det samme som at føde. det er kun mig der kan det! og det kan en kontrolfreak som jeg jo egentlig godt lide, der er lidt martyr over det...i en sygelige form.
men det rager egenltig ikke nogen, ikke engang min kæreste. fordi han vil alligevel aldrig forstå det. og jeg har ikke behov for at tale om det...endnu. det kan være det kommer, men man kan ikke tale om noget, man ikke kan sætte ord på....det her er første forsøg, og det har taget miog over en måned at nå så langt....så....

noget andet er at jeg har meget, meget svært ved at forlige mig med den realitet at det der sker med mig er naturligt. når jeg hele mit liv har gjort hvad jeg kunne for at gøre mig liv mere kompliceret (!), fordi det var lettere, og brugt næsten hvert ledigt øjeblik på at analyserer og pille navleskind, står der pludselig een foran og siger: nej, nej, slap du bare af...det der er heeeeelt naturligt!! de der tanker er skam heeeeeelt naturlige!"

og man står i et halvt skridt, frosset fast med munden åben klar til kamp, og så står man pludselig med munden fuld af kryptonit, og får at vide at man er som alle andre...netop noget man ahr kæmpet imod hele livet!!!!
At jeg efter et pinligt anfald som en 5 årige, ikke skal sætte mig ned og analysere hvorfor jeg skabte mig sådan, er meget svært at forstå. at det bare er så simpelt.
og jeg er først nu begyndt at skimte....skimte!, de fordele der er ved at lægge det meste af ansvaret fra sig og sige: "Desværre, jeg kan ikke gøre for det!"
mulighederne åbner sig.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Velkommen til bekymringernes 1. klasse er publiceret 29/03-2007 09:54 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.