for et par dage siden lavede jeg endnu et af mine uautoriserede impulskøb. (fra hvilken autoritet jeg skal have min tilladelse fra er uvist!).
Jeg stod og passede mine tanker, mens køen gik fremad i det tempo som køer som regel gør, og kommer man fra landet som jeg gør, ved man at køer ALDRIG går fremad. De ligger mere ned og glor.

Ud af en sort tønde sprang de lige ind i mit hjerte. Bare sådan lige pludselig. Otte rosafarvede blomster, vis navn jeg skamfuldt har glemt, selvom jeg er vis på at de sagtens kan huske mit.
Med en forfjamsket hånd, der som regel er den der altid bestemmer om hvorvidt jeg skal impulskøbe eller ej, greb jeg hurtigt om deres stilke, lagde den i kurven med et underligt smil og krammede dem hele vejen hjem.

Jeg kunne ikke få øjnene fra dem. Eller næsen. Sjældent har sådan en enkel buket blomster skabt så meget glæde og forundret satte jeg dem i en stor glasvase, da jeg kom hjem, hvor de stadigvæk står og udsender en misundelsesværdig duft og følelsesmedley.
Jeg stopper op og dufter til dem i ny og næ, og er lykkelig for at sådan ottelinger stadig kan røre mig.