I går endte med at jeg lå fuld i sengen og græd mig selv i søvn. Jeg blev så ked af det ude til fødselsdagen. Jeg skrev til th "Byen i aften?" selv om jeg havde bestemt at nu var det godt nok hans tur til at skrive først. "Nej" skrev han. Det var det eneste. Og det var det eneste jeg absolut ikke kunne klare. Synes vi er røget af det spor hvor det er sjovt at være kærester, og sjovt at være sammen. Synes ikke det hele er så fantastisk mere, og med alle de øl i maven kunne jeg bare ikke. Så da de andre tog i byen, ringede jeg til mor og fik hende til at hente mig. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe med at græde, og havde ikke lyst til at stå nede på daisy med blodsprægte øjne og tårer ned af kinderne. Så jeg tog hjem og græd og græd.

Det hele er blevet for dumt. Han viser ikke nok interesse. Han skriver ikke. Han spørger ikke om vi skal ses. Der er ikke alt det i det længere som der engang var.
Jeg tror at han elsker mig, men jeg tror ikke at han har lyst til det hele mere. Til kærester, til tryghed, til afhængighed. Jeg tror det snart ender. Hvis han tør ende det. Det er en forfærdelig følelse jeg sidder her med. For måske er det hele inde i mit hoved. Måske er han lige så vild med mig nu som han har været før, men det gør ondt når jeg ikke kan mærke det. Når at jeg ikke bliver behandlet på den måde jeg vil behandles på. Når han er sød, men ikke helt sød nok, dejlig, men ikke helt dejlig nok....

Når jeg ser ham er det anderledes. Han er så fantastisk. Det er når han ikke er her, men har muligheden for at få fat på mig. Nu f.eks. msn, telefon. I morgen f.eks. Jeg kan bare ikke holde til det:
Til at gå og håbe på at han skriver.
Til gerne at ville give ham plads, hvis det er det han har brug for, men ikke kan, fordi jeg ikke har brug for plads. Fordi jeg har brug for at han kommer endnu tættere på mig. Fordi det er det jeg mangler. Endnu mere kærlighed, endnu mere nervær. Tæthed.

Han skrev senere på natten. 2.17. Ved ikke hvorfor. Han ku ligeså godt ha ladet være. Det gjorde ikke noget meget bedre. En lille bitte smule måske. "Hej skat.. Er det godt i byen?" Jeg ved det ikke. For du ødelagde min aften så meget, at jeg blev nødt til at tage hjem. Du ødelagde aftenen selvom du ikke engang var der. Jeg er for vild med dig. Alt for vild. Alt for beruset. Måske har jeg brug for en lille pause, væk fra dig. Selv om jeg ikke kan holde til det. Måske er det godt at du tager afstand. Måske er det godt at du forsvinder lidt. Måske er det ikke. Jeg ved intet, ud over at jeg har nogle fantastiske veninder, der trøster mig når jeg har brug for det. Som var der for mig i går, da jeg savnede dig. Som er der, hvis det går helt galt. Og det kommer det til. Det kommer til at gå helt fuldstændig rivende galt. Håber bare ikke det bliver snart. Måske er det ikke så fantastisk med al den kærlighed alligevel. Måske kan man klare sig uden. Altså forelskelses kærligheden. Ikke den til venner og familie, men den kærlighed der sårer fordi man ved den ender for alvor; fordi alt har en ende.