Hvor træt af smålighed må jeg være? Hvor åndssvagt har jeg tilladelse til at synes mine veninder er når de er som de er det idag? Sikkert ikke halv så meget ret som jeg er gal. Men er virkelig SÅ sur. Puha. Og gjorde det jo bare for bla bla og sagde det jo kun fordi bla bla. Men jeg gider ikke høre det. Gider ikke. Vil bare gerne have den her dag selv. Og nu græder jeg næsten. Fordi det hele bare lige har ramt en spis og et ømt punkt. Fordi jeg er træt af at stå med alting selv når alle de andre har for travlt. Når jeg bruger tid på noget jeg ikke får et tak for, men en anklage fordi bla bla. Og dagen idag er bare ikke den rigtige at irritere mig på.
Og der er ingen der skal snakke om at det kunne jeg sgu da godt lige ha sagt for så ku de ha sparet de 15kr i benzin. Det er fandeme MIG der tager toget rundt i det halve af Jylland gang på gang for at få det hele til at fungere, uden at tale om hverken spilt tid, eller spilte penge.
Men ja... Så er det hele løst igen. Et par gale smser og så er det det, men bliver bare voldsomt irritert. For jeg ved jo at de ikke mener det ondt, og egentligt ikke vil sige noget med det, men hvorfor så sige så meget lort, istedet for bare et OK eller et eller andet åndet. Endnu en omgang lort. Alt ordentlig skriveri er gået i stå. Der er kun smålighed indeni mig selv, og irritation. Og en lille smule kærlighed når solen skinner og jeg går for mig selv og nyder det. Men jeg er ude af det helvede jeg hadede at være fanget i, og det jeg nu savner. Skriveriet. For satan da.