Jeg er ikke helt mig selv endnu. Natten til torsdag havde min søn næsten 40 i feber, men jeg lod ham sove for at se ham an næste morgen. Der var var feberen væk og han kom i vuggestue som sædvanlig. Børn kan jo godt få feber uden nogen videre årsag, så det var det jeg troede.

Om eftermiddagen ringede vuggestuen så for at sige at han igen havde fået feber, 39,4. Så jeg hentede ham og sad med ham en time på sofaen i stuen og så tv, mens han bare sad og hang/småsov hos mig. Jeg aftalte med Søren at vi skulle køre til vagtlæge med ham når han var færdig med arbejde osv.

Pludselig gav han sig til at krampe - de vildeste kramper jeg aldrig før han set magen til og vendte det hvide ud af øjnene. Han gispede efter vejret som var han ved at blive kvalt. Alt i alt i grim oplevelse, hvor man bare tænker "Hvad fanden sker der, er han ved at dø?!" Jeg fik ringet til Søren og sagt at det var NU han skulle komme. og så ringede jeg til vagtlæge samtidig med jeg sad med en kramperamt søn. Jeg tudede i telefonen og hun fik hurtigt fat i børnemodtagelsen på OUH og spurgte om vi måtte komme med det samme. Søren kom hurtigt hjem og vi kørte med ham. Imens var kramperne holdt op igen.

En nu meget træt og næsten slap søn blev undersøgt på kryds og tvært af deiverse læger som jeg ikke længere kan huske navnene på. Han fik noget stesolid og slappede helt af - de sagde at han nu var en fuld mand. Ikke særlig morsomt i en alder af 16 måneder.

Vi blev stillet alle mulige spørgsmål som jeg synes er urelevante for situationen, f.eks noget omkring fødslen, hvordan den havde været osv.
De stak ham i begge hænder for at lægge drop, men det var umuligt, så den blev sat i foden, skønt, med en søn på 16 måneder som ikke må gå på benet, prøv at forklare ham det. Han fik taget en prøve at noget væske i ryggen under mange protester over at bliver rullet sammen til en kugle og holdt fast. De skulle tjekke ham for meningitis, men det havde han heldigvis ikke.

Vi blev bugseret ned på en 4-sengsstue, dvs vi skulle så sove 8 personer på den, det er jo alle små børn som ikke kan ligge der alene. Der sov vi så om natten, med utallige afbrydelser, som der altid er rigeligt af på et sygehus. Bl.a. astma-masker. De larmer pænt meget, og man bliver ret vågen af at sådan en pludselig larmer kl 01.30 om natten. Den dropmaskine der var tilsluttet min dreng larmede hver gang han vendte sig om natten.

Det tog ret hårdt på mig og jeg brugte hele dagen igår på at få lov til at komme hjem igen. Det startede med at sige at vi skulle være der 3 døgn og jeg tænkte bare "NO Freaking way!"
Jeg har ret svært ved at være sammen med mennesker jeg ikke kender, specielt i en situation som denne. Normalt så opholder jeg mig jo mest for mig selv, men der var bare ikke andre steder end lokummet at være alene på og der sidder man jo ikke i evigheder. Det er jo ikke det fedeste sted. Jeg havde bare brug for at få tudet og få oplevelsen på afstand, men det kunne jeg ikke, når jeg hele tiden var omgivet af mennesker.

Til sidst brød jeg sammen, da to sygeplejersker spurgte mig om jeg havde det skidt og jeg prøvede tudende at forklare hvad der var i vejen. De kiggede på hinanden og måtte have tænkt noget. I hvert fald gik der lidt mens de snakkede lig frem og tilbage. Så sagde den ene til mig at de kunne prøve at tage blodprøver igen og se om hans bakterie-tal var faldet og få en øre/næse/hals-specialist til at kigge på ham. Så var vi en tur ovre ved sådan en og de pillede nogle ørevoks-flager ud af ørerne på min dreng og kunne se at han var lidt rød i ørerne - han har mellemørebetændelse. Det er det der har fået ham til at få så høj feber og kramper. En læge foretog en vurdering af alle facts og besluttede på baggrunf af at Magnus havde det meget bedre og faktisk hele dagen havde været en lille glad dreng, så kunne vi komme hjem.

Med et par recepter på noget medicin og en instruktion i feberkrampe-behandling i lommen kunne vi så trætte køre hjem og putte en træt søn. Da havde han en feber på 38,5. Det var jo meget bedre end dagen før. Da der faldt ro på og jeg lige fik tid til at finde ud af at jeg var kommet hjem igen, kom tårerne væltende. Mand, det gjorde godt at få det ud. Det havde jeg haft brug for længe. Jeg troede min søn var ved at dø.