18 år siden

et skridt frem

Månemand
Camilla Rasm...
16 år siden
Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
I aften ser vi Hobitten i...
Carsten Cede...
10 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
10 år siden
Sidste nyt.
Hanna Fink (...
4 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
8 år siden
Græsken
Halina Abram...
7 år siden
En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
12 år siden
feber
Kenny Raun (...
10 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
8 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
9 år siden
Dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
10 år siden
Modtog bog fire og fem
JesperSB
3 år siden
Tomhed
Majtb
9 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
8 år siden
Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
12 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
Sæsonpræget spisevaner 24...
Anna Gammelg...
2 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
11 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
12 år siden
Kun ti dage til konfirmat...
Michala Esch...
6 år siden
Fortsættelse på skilsmissedramaet:
Har haft så ondt så ondt i går. Jeg måtte ringe til min mand og skælde ham ud og skreg nærmest min smerte ind i røret. Det eneste, han kunne sige, var, at han var ked af det...
I dag kom han og spiste aftensmad med os. Det var enormt hårdt. Jeg var hele tiden fyldt af den tanke, at det er for evigt. Slut for evigt. Det er meget lang tid. Han sad der og lignede sig selv, talte som sig selv. Min mand. Ham, der var min kæreste. Ham, jeg sad i kælderlejligheden i Aalborg og spillede kort med, dengang vi var studerende. Ham jeg udviklede mig med gennem studier og til sidst fik børn med... Jeg kørte en tur i Metro for at slippe lidt væk fra det hele, men det skulle jeg aldrig have gjort. En stor halvtom deprimerende lagerhalsagtig butik med melankolsk supermarkedmusik. Arghh... Da jeg kom hjem havde manden puttet ungerne . Jeg sagde: Jeg har brug for at snakke om det her. Og du skal lytte. Du vil måske blive vred og såret, men du må mande dig op og lytte og tilgive, for jeg kan umuligt såre dig mere, end du har såret mig. Du har givet mig et hul i livet, som jeg aldrig slipper af med.

Han nikkede alvorligt og lod sig trække ind i stuen og skubbe ned i sofaen. Så græd jeg min vrede ud igen og igen, sagde jeg ikke forstod det, og at det var det, der gjorde ondt. Ikke at forstå det. Forstod ikke, hvordan han kunne løbe så hurtigt den anden vej. Jeg fortalte ham, at jeg var vred, over at han ikke havde forberedt mig ordentligt, at han havde ladet mig gå og savne kærtegn og nærvær uden egentlig at advare mig. Jeg var vred, fordi han var klar til at komme videre med sit liv og fordi jeg stadig har mit hjerte i klemme. Og jeg var vred, fordi hans hjerte ikke var rummeligt nok til at bære vore forskelligheder.
Men da jeg så var færdig med at være vred snakkede vi rimelig godt sammen, og så kom forståelsen, som jeg i virkeligheden selv var nået frem til en nat i sidste uge. Det helt afgørende var forskellighederne. Forskelligheder kan være gode, men det var de slet ikke her. De blev bare først for alvor et problem, da vi fik børn. Min mand erkendte, at han kritiseret mig meget, og at det endte med, at alt, der på noget tidspunkt var galt, var min skyld. Han havde ikke lyst til at være sådan og var bange for at han til sidst ville komme til at nedbryde mig. Og han kunne ikke holde sig selv ud som far.

Faktisk er han allerede mere tålmodig med dem, efter at han har fået taget skridtet. Han erkender nu, at alting ikke var min fejl, men at der simpelthen er tale om et sammenstød mellem personligheder af den ufede slags. Og han har jo ret. Konsekvensen var et styks død kærlighed. Og den er død. Og et eller andet sted tror jeg måske, jeg vil give ham ret i, at parterapi ikke er løsningen her. Visse ting kan man ændre og finde ud af, men der er dog også fundamentale træk i ens personlighed, som man ikke kan og heller ikke skal ændre.
Jeg tror, jeg har fået en forståelse. Det er der en vis lettelse i. Jeg har altid søgt forklaringer, altid analyseret, så jeg hader, når jeg ikke forstår.
Smerten er nu stadig massiv, men jeg føler, at et lille stykke af mig er gjort fri.
Nu må jeg i seng. Jeg er så udmattet. Please, så lad mig dog sove. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Bare lad mig sove 5-6 timer i det mindste. Jeg er så træt, så træt, så træt.
Og i morgen skal der kæmpes igen. Op på hesten igen.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget et skridt frem er publiceret 09/10-2006 22:22 af Ronja.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.