Jeg læste engang nogle ganske vise ord i en af de kærlighedsromaner, jeg oversætter. Man vælger ikke selv sine kriser, men man vælger, hvordan man håndterer dem.
Det er gode ord, som jeg vil tage til mig i denne sværeste tid i mit liv. Jeg har ikke valgt, at min mand skulle forlade mig efter fjorten år,(selvom man selvfølgelig kan sige, at jeg jo vel også har et eller andet medansvar for tingenes udvikling). Men nu kan jeg vælge, hvordan jeg vil håndtere krisen. Jeg er egentlig gledet meget let gennem livet, og derfor har jeg nogen gange tænkt på, hvordan jeg mon ville reagere, når jeg en skønne dag blev ramt af en krise. Det får jeg så lov at opdage nu. Jeg er jo smadderstærk. Hold da op. Hvor er jeg en handlekraftig kvinde. Jeg ville så gerne hurtigt af med sorgen, igennem den og videre, og det irriterer mig, at jeg ikke kan forcere den. Jeg ved jo, at den skal have den tid, den skal... ligesom en Klovborg ost:)

Men jeg vil så gerne have den væk. Åh, lad mig komme mig, og lad mig finde mig en kæreste, så jeg kan forelske mig. Det er den eneste kur, jeg kan forestille mig. Og lad det ske, inden han finder en. Lad mig ikke elske ham og se ham finde en anden. Jeg kan ikke bære det. Jeg kan godt give plads til hende, når hun kommer, og hun må gerne få et forhold til mine børn. Men lad det vente, til jeg er klar. Lad mig komme mig først, og lad mig finde en først. Ved det er lige lovlig tidligt at tænke i de baner, men sådan tænker jeg.
Lad mig komme mig, så jeg kan gå i byen og drikke gin og tonics og danse mig udmattet... lige nu ville det jo være utopi, for alkohol ville gøre mig til en flæbende, depressiv et eller andet. (Flæbende er jeg i forvejen lige pt.) Men lad mig dog komme videre. Lad mig finde accepten hurtigt. Det her er jo tortur.

Det bliver vist en tid med bølgedale. I går var en anelse bedre, for midt i det hele, listede der sig en solstråle gennem skyerne. Mine pengestærke forældre vil hjælpe mig, så jeg kan blive boende i huset. Det er fantastisk både for mig og børnene. Så jeg var så dybt taknemmelig, at jeg indimellem næsten var glad. Nu er jeg så nede igen. Men det positive ved at være nede er, at der kun er en vej, og det er op. Så opad går det, om jeg så skal kravle to skridt frem og et tilbage. Men først skal den næste frygtelige og smertelige ting klares. Børnene skal have besked. Jeg tror, mit hjerte knuses. Ikke at de formentlig vil bryde grædende sammen ved beskeden. Jeg tror nærmere, reaktionen vil komme løbende i den næste tid, når de opdager konsekvenserne...
åh, jeg må tænke på noget andet. Tak for jeres opbakning.