Med smerten massivt placeret i mit hjerte fortsætter jeg fremad, skridt for skridt. Det skal nok blive godt, og jeg vælger selv min måde...
I dag, da jeg var ude at løbe stoppede jeg op på en bakketop og vendte mig mod vinden. Der stod jeg og så på en vindmølle et stykke borte, der stod med ansigtet vendt samme vej. Da tænkte jeg: Den skaber energi ud af det, der bliver den givet. Det kan jeg også. Så vendte jeg mig lidt og så ud over de åbne vidder. Med ét så jeg dem som verden, der lå for mine fødder. Hele sceneriet symboliserede foranderligheden. Der lå den, verden. Klar til at træde ud i. Jeg skal bare tænke på mine børn og mig selv og træde med omhu. Men den ligger der til min rådighed. Jeg drejede mig langsomt en omgang. Vinden føltes ikke længere så tydeligt. jeg så ned over dalen, der puttede sig bag bakketoppen med små grupper af træer og får, der gik på en mark. Der var helt roligt, der. Synet fik mig til at tænke på det, som forbliver, det stabile. Mine kære, der stadig er omkring mig, min skattekiste fuld af gyldne minder. Min personlighed, mit basale væsen, som jeg kan bære med mig gennem forandringernes tid. Og da gik det for alvor op for mig, at det nok skal gå det hele. Det, jeg har i bagagen vil hjælpe mig på vejen frem mod det ukendte, der kommer. Jeg er et harmonisk og stærkt menneske med mange muligheder, og jeg har fået mange gaver med mig. Meget at være taknemmelig for. Det skal nok gå alt sammen.