Jeg vågnede i morges, med en fornemmelse af, at der var et eller andet som jeg havde overset. Eller måske nærmere fortrængt. *smiler*

Jo, et kig på min timeplan, viste at det altså IKKE først var på torsdag, at jeg skulle fremlægge noget teori for klassen – det var I DAG.

Og jeg havde lige lovet D, en herlig knægt på 11 år, der skal bo hos os i 1½ måned, at jeg ville følge med ham over i skolen her den første dag. Han havde ellers været ”barsk fyr” der ville klare det selv, men modet svandt lidt søndag aften.
Og selvfølgelig er den lille fyr vigtigst.

Så jeg sendte en sms (godt Søster ikke var i nærheden *griner*) til min studiegruppe og sagde at jeg muligvis kom lidt senere. De lovede, at distrahere underviseren så meget, at jeg kunne nå frem.

Jeg havde lavet udkast til mit oplæg i sidste uge - heldigvis - fordi jeg ”kom på” med det samme, da jeg kom til skolen. Det gik heldigvis kanongodt - nok fordi der simpelthen ikke var tid til at blive nervøs.

Men jeg gør det aldrig mere - altså ikke at have styr på datoerne.

I morgen skal jeg undervise igen, men det er noget, som jeg selv har valgt at sige ja til. Det er et kommunalt projekt, der lige manglede en gæstelærer. Det skal der nok komme mange gode diskussioner ud af, for emnet er ”Kommunale sagsbehandleres funktion og rolle”
Så det glæder jeg mig til.

Ellers har mandag som sædvanlig være ”store-køredag” hvor ungerne skal fragtes til og fra musik og den ene bagefter til toget. Og indimellem lige en forældresamtale på skolen.
Så min fyraften var kl 21.00 da jeg kørte ind i indkørslen.
Indenfor stod min yngste søn og ventede på mig - lektiehjælp ønskes til engelsk stil.

Så nu sidder jeg og slapper helt af, inden jeg skal finde min seng.

Jeg har jo lovet H ikke at blive stresset, og det har jeg heller ikke været i dag. Mandag ved jeg jo, er planlagt koncentreret. Så er der også lidt mere fred de andre dage.