Man skulle tro, det var løgn, men nej …
Min faster (som jeg aldrig har mødt eller talt med, men som min far plejede at omtale som Gribben) har nu meldt sig på banen. Hun havde godt nok ikke tid til at besøge ham, mens han lå syg og kan heller ikke komme til bisættelsen, men bare rolig! Hun har helt styr på tingene og er på nuværende tidspunkt i gang med at forfatte en liste over ”ting, som hun skal have, da det er hendes” fra min fars bo. Plus, at hun ”nok skal sikre sig, at alt går rigtigt til”.
Javel ja! Gad vide, hvordan min far dog kunne få sig selv til at give så elskeligt et menneske et så lidet flatterende øgenavn? Eller som min søster så diplomatisk udtrykte det (hun har heller ikke talt med Gribben, men fik samtalen refereret fra min fars veninde): ”Lad dog lige manden blive kold først!”

Nå …
Egentlig er jeg ligeglad med hvem, der får hvad og hvorfor. Jeg aner ikke, hvad omtalte bo indeholder og er godt tilfreds, hvis han kan betale sin egen begravelse. Kan han ikke, er det sgu bare ærgerligt.
Men (undskyld sproget) FANDEME nej, om sådan en kælling skal komme tromlende på den måde og tro, at hun skal have først og mest, bare fordi hun er grådig og ubehagelig. Og især ikke, fordi hun og min far havde et temmelig dårligt forhold til hinanden og vist nok endte som ravende uvenner.
Til min rædsel fik jeg så (af min mor) at vide, at jeg højst sandsynligt står som kurator for boet, fordi det er mig, der har underskrevet dødsanmeldelsen, og dvs at fordelingen af boet er mit ansvar. Fedt! Virkelig.
Oveni har vi kendskab til i hvert fald én søster, som vi aldrig har mødt, og jeg er næsten sikker på, at der er flere søskende. I hvert fald KAN det godt ende med en stærkt udvidet familiesammenkomst i Skifteretten, og jeg synes sgu ikke rigtig, at jeg er den rette til at fordele noget som helst.

Til alt held kendte min mor så også vejen ud af mit nyanskaffede Helvedshul.
Hun anbefalede, at jeg hurtigst muligt (hvilket vil sige i morgen tidlig) ringede til Skifteretten og bad om, at en uvildig person overtog ansvaret. Så det gør jeg. Dermed går alt forhåbentlig ”rigtigt til”, og hvis det ikke gør, er det i hvert fald ikke MIN skyld.

Jeg må tilstå, at jeg faktisk er chokeret. Jeg føler mig godt nok forfærdeligt naiv, for selvfølgelig har jeg da hørt om arvesager, hvor folk kammer helt over og bliver dødeligt uvenner, men derfra og så til at se det …
Yadrk!
Det ville endda være til at forstå, hvis Gribben og min far havde været nært knyttede, og det, hun ville sikre sig, var en eller anden personlig ejendel, der havde affektionsværdi, men … hun er ved at skrive en LISTE og insinuerer på det kraftigste, at vi (som hun overhovedet ikke kender) bare har planer om at røvrende hende.
Hvad %¤#(/%#¤/# er det for en opførsel?

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive glad for at skulle ”administreres”, men hvis en eller anden gider tage sig af det her, så vil jeg være hin dybt taknemmelig.