jeg tager mig en tur til vores by og for hver skridt jeg tager, ser jeg mig om og over skulderen.
Jeg går ofte i mine egne tanker
og på min vej ser jeg hende hun sider på en bænk og kikker, hun ser rundt med et tomt blik, et blik der fortæller os hun har brug for hjælp, hun bruger bare det tavse sprog et råb om hjælp, men der er ingen der høre hende, hendes tøj er snavset og ødelagt hun er selv snavset og forhutlet at se på, hendes øjne er tomme der er ingen glød i dem, det er forlængst slukket, hun er ensom bange og strandet i sig selv, hun går til byen for at se nogen mennesker, men hun taler ikke med dem bare kikker, er der nogen der sætter sig ved hende bliver hun usikker og bange, hendes blik flakker og hun kikker mere på sine snavset hænder retter på sit tøj i håb om at det ser bedre ud, men det er stadig de samme hullet bukser uvasket bluse hullet fodtøj det samme tøj hun hele tiden har haft på uger dage sågar måneder.
Hun er en af vores fattige fugle, som er glemt af samfundet, en fugl uden rede en fugl der ikke har nogen steder at gå hen eller til.

jeg går videre i mine egne tanker og ser over på et busstoppested hvor de står og drikker, står og diskuterere forskellige ting som ingen af dem har forstand på, de kan ordne hele verdens situationen på meget kort tid den ene er mere klog ind den anden, og for hver tår og kik de gør i de grønne flasker stiger deres forunderlige klogskab det mere.
Jeg tænker i mit stille sind at de må have det svært at starte dagen med abstinenser bare efter øl og snaps og hvad de nu fylder i sig, at få dem til at stoppe ville bare ikke kun lade sig gøre, da deres krop har fået overtaget deres krop vil bukke under på et eller andet tidspunkt og de en del af dem vil bukke under i en tidelig alder, deres hang til spiritus er blevet deres liv et liv det fratager fra dem nok så pludseligt, de har måske haft et liv med familie børn hus og hjem men noget er gået galt noget der har fået dem til at trøste sig med flasken.

Jeg går videre i mine egne tanker
og ser en stresset hverdag for mange jeg ser en mand komme løbene med sin mappe under armen og som konstant kikker på klokken, hans fine dyre tøj som var nok så pænt om morgenen er nu noget rodet den perfekte frisure er uglet han er på vej efter sine børn inden børnehaven lukker, mor arbejder længe og nogen skal stå for afhentningen, ser dem senere haste efter deres far efter afhentning da der skal handles ind og gøres klar til den lynhurtige aftensmad inden børnene skal i seng og mor og far så for deres aftens kaffe og selv går i seng, man undgår det tætte nærvær for at være friske til næste dags ræs på arbejdspladsen,
børnene vil ikke rigtig sove og mor og fars iritation gør sig gældene, de glemmer ofte at børnene godt kan være over trætte da deres dag har været lige så streng.

Jeg går videre i mine egne tanker
og ser på min vej to ælder herre sidene på en bænk de snakker om livet i alt almindelighed, snakker om den gang de var unge og hvordan deres liv have formet sig, den gang var computteren ikke kommet frem og hvorfor skulle de have sådan noget nymodens skit næ den gang kunne man bruge næverne i stedet for hovedet og den gang slæbte man sig en pukel til fra tidelig morgen til silde aften uden at klage sig, og lille mor gik hjemme og passet børn det var der hun hørte til og bestemt ikke på arbejds market næ morgenmad kl 5 middags mad kl 12 og aftens mad kl 6 og i seng samtidig med hønsene så man kunne klare livets udfordringer på jobbet.
den gang måtte man virkelig arbejde for føden man skulle være heldig vis man have job den gang, det var en tid med arbejdsløshed og fattigdom og de job man have var som regel på en fabrik, joo de har som gjort deres borgerpligt både med 8 børn og fast arbejde til en løn nær ved sulte løn, men de kunne klare sig afligevel hvad jeg i mit stille sind syndes var prisværdigt, i dag arbejder man på overtid så man kan leve i luxus fladskærms fjernsyn bil villa og vovse gildestue med bar lækker design møbler for ikke et forglemme pejse stue med lamme skind funklene nyt køkken med diverse hvidevare et bade værelse med marmor bord højtaler på væggen computer til hvert familie medlem, jo vi mennesker ved hvad vi vil have men en ting glemmer vi oftes det er os selv hvor er hyggen hvor er tiden til familien hvor er kærligheden man have til hinanden da man mødtes,
hvor er tiden til at to mennesker skal være sammen på en hyggelig middag en danse aften en biograf tur eller hvad der nu byder sig, alt det drukner i den luxus vi som mennesker gerne vil have .

jeg går videre i mine egne tanker ja jeg går i mine egne tanker og er selv en person der lever i den stresset hverdag jeg er bare en ud af en million som blot går i mine egne tanker og ser mig samtidig over skulderen.