”Ikke lade mig påvirke…ikke lade mig påvirke! Det har IKKE noget med mig at gøre…det er ikke mig han er vred på! Det er IKKE din skyld...ikke lade mig påvirke”

Sådan har det lydt inde i mit hoved hele formiddagen og alligevel falder jeg i!

Jeg synes bare (og her kommer brokket og jeg har STÆRKT brug for medhold!) at jeg forsøger at gøre alt. Jeg ved han vågner med uro, så jeg prøver at gøre morgenen så rooolig og rar som overhoved mulig. Det skal dufte af kaffe og nybagte boller når han står op. Der er sgu da ikke noget bedre. Jeg skal ikke overdynge ham med en masse snak og spørgsmål, selvom min egen energi er helt i top og spændingen for vores ferie giver mig lyst til at kvidre løs. Det skal bare være en dejlig og rolig morgen.

At elektrikeren kommer, er jo kun til fordel for os. Vi får lavet en lille tand mere på vores hjem og han er rar og venlig. Jeg snakker skide godt med ham. Kan han ha’ blevet jaloux over det? Burde jeg ikke være så skide venlig og snaksaglig? Men jeg er faktisk blevet glad for at min frygt ikke længere hæmmer mit nysgerrige væsen. Jeg holder meget af at spørge folk hvordan de har valgt at leve livet osv.

Han siger ingenting til mig. Henvender sig nærmest ikke. Han smager ikke mine boller med tager derimod noget andet til morgenmad.

”Ikke lade mig påvirke…ikke lade mig påvirke! Det har ikke noget med mig at gøre. Det er ikke mig han er vred på…eller over! IKKE lade mig påvirke!”

Åh hold kæft! Han virker jo direkte vred på mig. Han kigger på mig med helt andre øjne.

Hans forældre kommer forbi. Pisse fedt at skulle smide facade på overfor mennesker jeg holder af, men skulle jeg hænge med hovedet?

At nå ind til ham er umuligt. At forsøge at tale med ham, bliver til en gang pladder. Jeg kan ikke rigtig gøre noget selvom jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham i bedre humør.

Nogle gange overvejer jeg sgu at smide tøjet og hoppe på ham! Bare for at se hvordan hans reaktion ville være. Måske ville en progressiv tilnærmelse vælte han mur?

Problemet er at jeg sgu er så usikker. Jeg ved ikke fra eller til. Jeg ved ikke om jeg gør for meget eller om jeg gør for lidt. Kan jeg tillade mig at blive vred og utålmodig når jeg føler at jeg påtager mig alle de praktiske ting, bare for at skåne ham for yderligere tristhed?

Men der skal sgu da købes håndsæbe og All Bran og regninger ER desværre til!

Måske anstrenger jeg mig for meget?!

Mit ønske til disse 4 dage, inden vi rejser, er at vi kommer godt af sted. At vi ikke skal føle at vi flygter fra livet herhjemme men at vi på en harmonisk måde for lukket hullerne og vandet planterne.

Kommer man af sted med ”reeeeeeeeeeeeeend mig” og ”fuck alt det herhjemme”, jamen hvordan bliver det så ikke at komme tilbage?

Han har det altid ad helvedes til når han er hjemme.

Nogle gange tvivler jeg på om han overhoved skal eller vil være her.

BANG…jeg lader mig påvirke!!!