Så skete det.. Drengens mor døde. Hun døde i søndags. Vores inspektør ringede til mig, da jeg jo er klasselærer – og lige da han sagde det, var det som om, det var det mest naturlige i hele verden. Det var jo ventet og så var det det.. Men, men, men… Der gik ikke lang tid og så ramte det mig. Hun er død. Der står fire børn uden mor. Den dame, der var så glad for at komme på skolen – vores kollega, er DØD?? Nogen og fyrre år gammel. Det er sgu uretfærdigt. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen. Der sidder folk rundt omkring på de danske plejehjem der bar venter på og ønsker at dø. Og så dør hun. Det kan der da ikke være en dybere mening med….

Jeg skulle ikke have klassen i går. Og heller ikke i dag. Det synes jeg er trælst. (de har årsprøve). Jeg vil nemlig gerne have dem samlet og snakke med dem. De har været så gode hele dette forløb og nu må vi hellere få snakket om, hvordan vi så skal ”tackle” vores klassekammerat.. Men det kan jeg ikke før torsdag..

I går samledes hele skolen ude på græsset. Jeg ankom midt i det hele, for jeg skulle først møde sent. Men jeg nåede at få med, at vores inspektør sagde nogle gode ting, og at de sang ”Altid Frejdig”. Det er en smuk sang, men jeg får altid kuldegysninger ved den. Men det er jo naturligvis også fordi den altid synges når kisten sænkes i graven.

Graven. Der er vist begravelse på lørdag. Jeg gruer for det. Det gør jeg virkelig. Jeg har ikke lyst til at græde overfor mine kolleger og mine ”børn”. Jeg ved godt, at de godt må se, jeg er menneskelige og sådan noget her selvfølgelig også berører mig, men alligevel.

Jeg husker da jeg gik i 7. klasse, der døde en af mine klassekammerater. Vores lærer græd. Både om mandagen (dagen efter hans død) og til begravelsen, og det var for os det mest naturlige i hele verden. For hun og ham var naboer og selvfølgelig holdt hun af ham.. Så hvorfor kan jeg ikke bare selv have det sådan. Og hvorfor tænker jeg i det hele taget på mig selv i denne situation. Jeg mener, kan jeg være mere selvisk end det??

Men det er hårdt. Også fordi det var så vellidt en kollega. Jeg hørte de andre rengøringskoner tale om i går, at de havde talt med manden, noget med hvilket tøj hun skulle begraves i. Og der havde manden sagt, at hvis det skulle være i hendes ynglings trøje, så skulle det var kitlen fra skolen. For hun elskede vores bod, som hun selv havde fået op at stå. Hun var rigtig glad for sit job – og hun var vellidt at alle børn og kolleger.

Det er fandeme gået hurtigt. Hun var sidst på arbejde i uge 8. Der havde hun det dårligt, men hun havde ikke kræft. Efter uge 8 er det så stødt gået ned ad bakke – for her til sidste at gå sindssygt hurtigt.
Jeg ved ikke engang hvad jeg skal skrive. Havde vel bare brug for at skrive om det…..