Onsdag den 12. april 2006 Syg og en nat på hospitalet
Søndag morgen vågnede jeg med en enorm hovedpinde, snøftende og hostende. Det hele var startet forfra og det er meget træls. Her i de sidste dag prøver jeg bare at holde ud og hive op i mig selv. Her til morgen stadig hovedpine, ondt i halsen og hoste og så lige op til påske, hvor er det træls. Her hvor vi skulle hygge og i stedet hoster vi omkap og prøve at klare det aller vigtigste. Det er bare så surt. ÆV.

Dagen er bare fortsat sådan, jeg er for træt til at få gjort noget, jeg lægger mig og lukker øjnene. Dagen gik og jeg havde det elendigt hostede og hostede og kunne ikke få luft. Jeg ringede til lægevagten, så han kunne lytte på min lunger om det igen var lungebetændelse. Det er bare 14. dage sidst.

Medens jeg ventede på han skulle komme fik jeg ondt i øjenene, jeg kunne ikke lide lys. Ca. klokken 23. 30 kom lægevagten. Jeg havde influenza, bronchitis og virus på stemmebåndet. Men det der bekymrede ham meste var mine øjne, ikke mindst med min øjnesygdomme. Han var bange for det var for højt tryk. Jeg blev temelig chokeret da han sagde, jeg skulle indlægges på øjneafdelingen på hospitalet over i hotellet. Men jeg ved godt hvad tryk på øjet betyder, i værste tilfælde helt blindhed, så jeg sagde ja. Selvom jeg hostede og hostede. Han ringede til sygehuset og bestilet Falck. De ville komme i løbet af kort tid. Else hjalp mig med at pakke en hurtig taske og med dyrene.

Omkring klokken 00.45 kom Falck. Da jeg fornemede bilen ude i gården, så jeg i et glimt de kørte med Erling. Jeg hostede igen og benene rystede under mig, da jeg gik ud til ambulancen. Jeg skulle sætte mig på en stol ved båren. Jeg åbnede øjnene, som jeg havde lukket fordi de var så iriterede, jeg kunne se de hvide lagen på båren. Så så jeg Erling kigge op på mig, han smilede og sagde: Så vil du alligevel med mig ud og køre. Jeg spærede øjnene op, der begyndte at løbe igen og lagde hånden for munden, så begyndte hosten igen. Jeg prøvede at få en samtale i gang med Falckmanden, der sad inde hos mig, han var sløv. Jeg lukkede øjnene og prøvede at tænke på dyrene derhjemme, for ikke at tænke på båren og Erling. Endelig var vi derude. De hjalp mig ned og ringede på klokken, så gik de foran, medens jeg hostende prøvede at følge med.

Nu kom der en lille sygeplejerske der skulle låse op, så jeg kunne komme ind. Men selvom hun tog en skidtspand og kravlede op på, kunne hun ikke nå at låse op, så jeg kunne ikke komme ind den vej. Vi gik længere ned af gangen, her var en anden dør, og den gik jeg ind af, medens Falck folkene forsvandt. Vi skal op af trapperne, sagde den lille sygeplejerske. Jeg kiggede fortvivlet op, jeg hostede og hostede. Hun gik foran, så jeg havde kun en udvej at følge efter. Det var hårdt, så da jeg nåede første sal stod jeg og hostede, så jeg ikke kunne få luft. Hun sagde vi skulle højere op, men jeg kunne ikke mere. Så sagde hun jeg ikke måtte hoste, for så gik vi gennem en afdeling for at komme til en elevator. Så medens vi listede gennem afdelingen holdt jeg hosten tilbage, til det øjeblik at vi stod i elevatoren, så hostede jeg. Det var hårdt.

Nå men vi kom da op til lægen. Hun undersøgte mine øjne og tog trykket på dem. Jeg slap med skrækken for det var en slem øjnebetændelse og jeg fik nogle øjnedråber med hjem, jeg skal drøbbe med 4 gange om dage. Så ringede de til Falck og sagde jeg kunne bare tag hjem igen. Det var jeg glad for. Den lille sygeplejeske fulgte mig tilbage. Vel nede pegede hun og sagde jeg skulle stå der. Jeg ville sige til hende at jeg jo ikke kan se hvor hun peget hen, men hun var gået op igen. Så jeg stod der midt om natten, nede i forhallen mutters alene. Jeg ringde til Else og sagde jeg kom hjem igen, og at jeg stod der alene. Hun blev vred. Så stod jeg igen der, jeg vidste ikke om det var det rigtige sted jeg stod. Så hørte jeg noget, det var en serviceassistent, og så en stemme der sagde: Alice, vil du med hjem, og det ville jeg. Det er godt man er kendt. Så omkring klokken 3 nåede jeg endelig hjem, og gik lige på hovdet i seng. Død træt af at hoste sådan og den lange nat på sygehuset.