Onsdag den 12. juli 2006 Heste og killinger og tabte kilo og uhygge
Jeg havde igen en urolig nat og var oppe flere gange. Stod op som jeg plejer og efter morgenmaden havde vi ponyerne ude. Imedens hev jeg ukrudt op og kom i kam med nogle brændenælder. Alt gik som det skulle og jeg trak Corry ind og Else kunne trække Buffy ind i grimen uden problemer. Vi besluttede os til at vente med at tage de store ud fordi det var for varmt. De kommer ud i morgen.

Klokken 14. 15 blev jeg hentet og kørt til lægen. Jeg havde i nogle dage været meget svimel og tæt på at falde om. Mit blodtryk er i orden og det var hjerte og lunger også. Jeg blev vejet og jeg har siden jeg i oktober var på vægten hos lægen sidst gået fra dengang 106,1 kg til 93 kg. Supert det gjorde mig glad. Det er meget længe siden jeg har været under 100 kg. Faktisk ikke siden jeg i 1977 blev syg og begyndte på medicinen Prednisolon, hvor jeg tog på op til 120 kg, og har ikke kunnet kommet under 100 før nu. SUPERT.

Nå, men da jeg kom hjem, ringede Tot at der kom nogen for at se på en campingvogn. De kom omkring klokken 18, og var en sød ung familie med et lille barn på knapt 2 år, hende rendte jeg rundt med på armen og underholdte så familien kunne se på campingvognen, de kunne dog ikke blive enige og ville ringer senere. Når ja, så får vi at se. Ringede til Tot og fortalte det.

Senere ringede en dame om killingerne, de ville gerne have begge to, og det var vi meget glade for. De kom lidt over klokken 20 og var et par søde damer, der ville gøre meget for de to killinge piger, der så flyttede hjemmefra. Det var lidt hårdt, vi kommer til at savne de to små. Men i morgen flytter Mani så over til mig for alvor. I dag for han lov til at sove hos sin mor for sidste gang. Og Missemor Colour får lov til at løbe ud i morgen når hun har fået en lille p-pille.

Senere da jeg var inde for at tage et sidste spil inden jeg lukkede computeren ned havde jeg en mærkelig oplevelse. Jeg var optaget af at spille da jeg hørte en lyd bag mig, og mærkede en hånd på min skulder, vender mig om og ser op i Erlings langskæggede ansigt, og han smiler og siger bare som han har gjort så mange gange før. Hvad har du gang i, lille du. Jeg ryster chokeret på hovedet og han forsvinder. Nu stod Pippe bare ved siden af mig. Jeg følte det som om mit hår stod lige i luften og tænkte på min dejlige men døde mand. Erling, svarede jeg, er du her endnu, men ingen svarede mig. Jeg er nok ved at blive skør. Jeg fortalte det til Olde og Else. Nu sidder jeg så her og skriver om dagen i dag, med tårerne løbende ned af kinderne. Åh Gud, hvor jeg savner Erling, hvorfor blev han taget fra mig. HVORFOR???