Jeg har haft en fuldstændig egoistisk dag i dag, som jeg på forhånd havde slettet af min klinik-kalender..!

Efter arbejdet var jeg endnu en tur hos kiropraktoren, og måske har han udrettet mirakler igen ? I hvert fald føles det næsten sådan. Derefter satte jeg og min lille sorte kurs mod min zoneterapi-veninde i Fredericia, hvor jeg blev modtaget med et hyggeligt og lækkert kaffebord med alskens godt til sidebenene – uhm.! Det var bare så dejligt at se hende igen, for ingen af os har haft tid til det siden jul, så der var jo nok at få indhentet og snakket om.
Derefter en hel fantastisk tur på hendes briks – jeg havde næsten glemt, hvor godt der er, selv at være klient engang i mellem. Det gjorde ondt, pokkers ondt, hun havde zoneterapeutisk fat i alle mine dårligdomme, incl. den bihulebetændelse, jeg har kæmpet med i over en måned, og det føltes som små knive i mine tæer :O( Heldigvis ved jeg, det vil hjælpe mig, og jeg har faktisk allerede fat i lommetørklæderne, så jeg tror på, det løsner nu.

I hvert fald føler jeg mig lige nu så god som ny – dejligt..! Og foråret ER altså på vej, selv om det går langsomt derude. I dag, da jeg var på vej til kiropraktoren, syntes jeg bestemt, solen varmede mig og luften virkede helt mild, så jo – jeg er overbevist om, at alt går den rette vej, det er bare os små mennesker, der er utålmodige..! Ved at kikke tilbage i gamle billeder fra sidste år, kunne jeg se, at 13 marts 2005 også var snefyldt, så måske er det slet ikke så usædvanligt – sidste år tror jeg bare ikke, vi havde så lange og kolde perioder, som vi har haft denne gang.

Det er sommetider lidt sjovt at komme hjem og aflytte tlf.svareren. Af og til ligger der små ”kryptiske” beskeder med en lille stemme, der siger ”måmå” og en anden stemme bagved, der siger ”Mormor er ikke hjemme, Josva, så vi prøver igen senere” Jeg bliver så glad for de små hilsner, og rigtig mange gange er jeg jo hjemme og tager telefonen, når den lille størrelse er i røret, og det kan der efterhånden komme nogen sjove samtaler ud af, for han snakker og snakker, Josva, der nu er 1½ år, godt og vel :O)
Ja, de bliver store mine børnebørn. Job er næsten 9 mdr. nu og en køn og glad lille dreng, der spurter rundt på alle fire. Forleden aften var han vældig optaget af Peters hund Pongo – nok mest af halen, der viftede frem og tilbage på gulvet, for pludselig tog Job et solidt tag med begge hænder i den, og lagde an til at tage et bid! Heldigvis er Pongo jo et dydsmønster af en hund, så han trak sig bare stille og roligt væk for at sige, at det var nok nu.

Tja, sådan er mine dage fyldt med dejlige oplevelser, synes jeg, og det nyder jeg jo midt i al min travlhed..! Jeg glæder mig til på torsdag – da skal Peter og jeg nemlig til koncert med Thomas Kjellerup, som jeg er stor fan af..!

Kærligst
Wildrose