Ovenpå en ret så hård arbejdsuge, hvor jeg bare er gået i sort den ene aften efter den anden, skulle aftenen i går så stå i underholdningens tegn.
Først på dagen syntes jeg knapt, jeg orkede det, men efterhånden som aftenen nærmede sig, og Peter ankom nordfra, ja så hjalp det lidt, og lysten begyndte at melde sig.
Vi skulle nemlig til troubadour-aften med Erik Grip og Thomas Kjellerup, og det har jeg jo glædet mig til meget længe, så selvfølgelig skulle aftenen da nydes….
Og hvilken oplevelse..!!! Simpelt hen fantastiske var de begge to – Erik Grip i første afdeling og Thomas Kjellerup i den sidste. Selv var jeg gennem hele følelsesregistret, og føler mig næsten ”høj” på det endnu. Smil, latter og tårer sammen med mange tanker, der vældede op undervejs.
Jeg huskede min mors begejstring for ”Åbne vidder” og flere andre sange med Erik Grip, og jeg mindedes en veninde fra massageuddannelsen, da han sang ”Du kom med alt, hvad der var dig”. Det gav et helt ”gip” i mig over denne sang – jeg tror slet ikke jeg vidste, at den betyder så meget for mig, men det er selvfølgelig fordi den forbinder mig med en vigtig periode i mit liv. Tak for det, Erik Grip..!
Thomas Kjellerup startede med at skuffe os begge en smule, fordi han indledte med dårlige vittigheder om muslimer og tegninger – det syntes vist ingen af os var særligt passende :O( - men desværre var der mange blandt publikum, der klappede begejstret af det…
Hans sange derimod, både hans stemme og teksternes indhold fik mig jo til at smelte helt hen. Hvor har han altså mange gode melodier, og da ikke mindst ”jeg gi’r min sang til Annie”, som jo for mig altid har været MIN Annie :O) ”Skrøbelige hjerte” er jeg nu også ret vild med, og han fortalte, at den også bliver brugt som sang til begravelser, hvilket var kommet bag på ham, han vidste slet ikke, at han havde skrevet en sang med den dybde i, men det har han altså, og det fremgår jo tydeligt, når man lytter teksten igennem. Mange af Thomas Kjellerup’s sange er for øvrigt afskedssange – det har jeg vist ikke tænkt over før nu.
Da vi kørte hjemad følte jeg mig totalt fyldt op – det var som om jeg slet ikke kunne rumme mere, og da slet ikke andet musik fra radioen, så den blev slukket..!
Tak for en vidunderlig aften til dig Peter – og til Erik Grip og Thomas Kjellerup..!
Står det til mig, var det ikke sidste gang…..
Håber også at I derude får lov at føle den slags ”vingesus” af og til…
Kærligst
Wildrose
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Vingesus er publiceret
17/03-2006 19:42 af
wildrose.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.