Er bange for at ende med at få stress af det her.
Der er så meget jeg skal nå, eller VIL nå. Så meget jeg lige skal gøre bedre, forbedre, lave om på.
Lave om indei og udenpå. Ændre, ændre, ændre. Og det bliver sværre og sværre at give slip på min lille liste over dagens gøremål jeg skriver bag mine øjenlåg før jeg ligger mig til at sove. Jeg vågner og min dag er planlagt. Fra 6 til 22 ved jeg hvad jeg skal. Det er sjældent at det ikke er hele dagen der er planlagt.
Har en del af fredag aften tilbage uden en anelse om hvad jeg skal bruge den til, og det skræmmer mig lidt. På den anden side er det vildt skønt.
Tænk bare at kunne sove. Eller bare sidde, eller bare være. Trænger til det.
Får ikke mediteret nok. Får ikke gjort alle de ting nok, som jeg har brug for at gøre for at holde fast i min religion.
Jeg kalder ikke mig selv specielt troende, men måske er jeg det. Men jeg ved ikke hvor meget jeg tror. Sådan inderligt tror. Måske er jeg mere bare håbende. Selv om buddhisme egentligt er en forkert religion hvis man bare søger et håb. Her skal man gøre noget. Man kan ikke bare... Man skal følge nogle retningslinier. Leve på en bestemt måde.
Jeg havde overvejet om jeg ikke skulle blive ærkedruide. Det ville jeg egentligt gerne være- bare for at være det. Men da jeg så hvad man SELVFØLGELIG skulle overholde gav jeg op. Ikke lyve, ikke drikke. Kan ikke, vil ikke. Sådan er det bare. Lyver mig til et liv, drikker mig til det samme. Og så alligevel ikke. Alligevel ville jeg gerne give alt det op.

Små sus i maven. Mange, ligepludseligt. De kommer bare og så hvisker de "LM" og så forsvinder de igen. "LM" SUS, VÆK. Og så sidder jeg tilbage med gåsehud og savner. Små glimt, små ord, små ingenting, der bare kommer og gør mig paf.
Jeg er desperat nok efter kærligheden til at ville gå tilbage.
Jeg ville høre så meget lort fra C hvis jeg gjorde det. Jeg ville få at vide hvor inderligt dumt det er, men det er bare ligemeget. Hun kender mig ikke rigtigt længere, gør hun? Så mange sandheder jeg undlader, så meget jeg ikke har lyst til at fortælle hende. Så meget hun får mig til at skamme mig over. Så kedelig hun er blevet. Så indelukket. Og jeg åbner mig mere og mere. Hele tiden. Eller vil gerne. Hun vil bare lukke hendes lille hjerte ind i et fængsel, fordi hun er ked af det. Jeg forstår hende godt, men jeg kan ikke mere. Jeg skal ud og vise verden hvem jeg er. Eller ikke hele verden, ikke hele mig, men lidt. Lidt mere end jeg har gjort. Meget mere helst.
Nu må jeg se.

-Det er livet der ligger for din fod, som den sommer vi netop forlod, en lang rød løber, til ære for dig.