Dage ud, dage ind. En lang strømning af mærkelige vibrationer. Jeg har sparet mine ord op, fordi jeg synes jeg skriver en masse uvæsentligt. Men om denne her tekst bliver mere spændende end alt det andet pjank? Jeg tvivler.
Dagen har været en BLA BLA dag. Lige fra start til slut. Har ikke gidet høre på deres ord. "I går så jeg en mand der bla bla bla" "Så mødte jeg lige bla bla bla" "Så du i paradise at bla bla bla"
Det er svært at følge med, at forstå en samtale, og lyde nogenlunde intelligent når alt man hører er så uvæsentligt at man ligeså godt kunne stikke alle bogstaver op i røven lige meget hvordan man vendte og drejede det hele. Hele dagen har alle mine samtaler endt med et "hehe jaaaaah" bare for at sige noget. For at lade som om at jeg faktisk lytter.

Har tænkt på Lm hele dagen. Savner ham frygteligt. Ved ikke hvorfor. Forstår det ikke. Der er jo ikke noget at savne. Men han er bare alt jeg tænker på. Men det er så rart at han ikke er her. Det er dejligt at stå op og inderligt være sikker på at idag ikke er dagen hvor du møder ham nede på gågaden mens du ser allermest Utjekket og Dum ud. Det er rart at jeg ikke skal ligge og vente på at han skriver til mig. Sender mig den skide besked hvor der står "Heii dejlige... hvad laver du? Kyz" som betyder så skide meget.
Men jeg er også bange. For jeg ligger og drømmer. Drømmer om hvordan det ville være at have han SÅDAN RIGTIGT for mig selv. Drømmer om at han spørger om vi skal være kærester. Om at han siger at han elsker mig.
Føler hans nærvær så tæt på hele tiden. Og det skræmmer mig. Jeg er ved at være afhængig. Født junckie, lever junckie, dør junckie.

Desperate housewives idag... OG HÅBER SÅ DESPERART PÅ AT FÅ DET HUN SÅ GERNE VIL HAVE, SELV OM HUN IKKE ALTID VED HVAD DET ER HUN VIL HA.
-formuleret 1000gange dårligere end det oprindelige, men i forstår vel pointen?
Jeg er så inderligt i tvivl om hvad det egentligt er jeg går og leder efter. Jeg ved at jeg har det godt, men jeg ved ikke hvorfor. Fordi jeg føler mig lidt fri?
Fordi jeg ikke er sindssyg bange for at det jeg siger ikke giver nogen mening?
Fordi jeg faktisk stortset gør som det passer mig ude på min kære skole?
Fordi jeg bare har det fint?
Det er ikke her hjemme det er skønt i hvertfald. Mor kan jeg ikke holde ud. Jeg siger ikke rigtigt noget til hende men det slår knuder indeni, og noglegange koger jeg over. Som igår. Der var vi ikke glade for hinanden. Jeg: anspænt hysterisk teenager, der kan fordreje alt hvad hun siger, gøre hende gal, skælde hende ud, kritisere hende, UDEN DE MINDSTE PROBLEMER.
jeg har været ude at løbe med min far i dag. Det var faktisk hyggeligt.
Jeg spiser, hvis nogle skulle være interesserede... GROVÆDER. Eller det gør jeg måske ikke, men indtager alt for store mængder af sukker. Alt der hedder slik, kager, chokolade, is, osv ryger lige ned. Virkeligt. Det er slemt. Får overtalt den ene til at tage med ned til bageren, den anden går jeg i Rema med og jeg slæber det halve af klassen med på sunset når vi har fritimer. Og når jeg kommer hjem går jeg ind og stjæler slik i min mors skab, hvilket hun bliver voldsomt sur over. Men jeg er imun overfor hendes ord.
Bankede min bror i badminton i dag.

C skrev til mig over msn: Lov mig en ting?
-ja hvad?
-at du bliver forfatter eller noget der minder om det. Jeg mener det virkeligt, du har det i dig. Jeg vil købe alle dine bøger.

Jeg ved ikke hvorfor hun sagde det. Bare sådan lige pludseligt. Hun siger at jeg skal skrive en bog for hende når hun bliver en kendt børnepsykolog. Okay, siger jeg, men jeg mener det ikke. Jeg vil ikke skrive fagbøger hvis det er det hun vil have mig til. Måske hendes, bare fordi hun er hende, men ellers ikke. Jeg kan ikke skrive.
Ikke rigtigt skrive. Jeg kan ændre et ord i en rækkefølge. Jeg kan gør den slags. Men alt er jo skrevet før. Der er ikke ngoet nyt. Det tror jeg ikke på. Ikke noget ny-skabende fra min side.
Historier om destruktive/depressive møgunger der ikke vil for tæt på andre mennesker af frygt for at nogle ser det sorte...? Er det lige noget folk kan leve uden? Sagtens. Der er intet værdifuldt over mine ord.
Men det er ligemeget. Er det ikke? Det er jo ikke det jeg skal leve af...
Jeg skal jo være Erhversjurist...