Engang troede jeg på os to, jeg troede på at vi skulle være sammen og var overbevist om at sådan skulle det bare være…
Men nu er jeg i tvivl, jeg har svært ved at leve op til dig og dine holdninger. Jeg har svært ved at forlige mig med, at vi på nogle punkter er så forskellige som vi er..
I dag gik det op for mig, at jeg slet ikke har lyst til at du skal møde nogle af mine venner….
Det vil aldrig gå, hvorfor ved jeg ikke, men det vil det bare ikke.
Jeg tror ikke du nogensinde vil kunne blive venner med dem og hvorfor så forsøge. Så hellere beholde dem for mig selv og have dem i min personlige verden.
Jeg savner det befriende i at få en bajer med Martin fredag eftermiddag og diskutere løst og fast….
Jeg savner at mødes med Kirsten over en kop kaffe eller snakke arbejde og børn med AnneGrethe.
At feste helt vildt med Maiken og Marianne og efterfølgende tømmermænd og manglende hukommelse.
Marianne…..
Alt det savner jeg, men jeg har ikke spor lyst til at du skal møde nogen af dem: Maiken og Marianne ville du ikke have noget som helst at snakke om med….Martin, tja, han er jo Martin og mon ikke han passer bedre i min personlige verden og ikke i den vi to har skabt sammen…..Preben, det vil aldrig gå. I to ville aldrig kunne snakke sammen og du vil uden tvivl synes han er for meget og gu er han det, men han er også min ven og uanset hvad vi lavede engang sammen, så er han en ven i dag. Kirsten nej vel og slet ikke Jeppe eller andre
Jeg må se det i øjnene, de passer ikke ind.
Mon ikke du har forelsket dig i en illusion………eller også har jeg????
Har jeg forelsket mig i tanken om at passe ind, være normal eller bare almindelig. Har jeg længes efter ikke at skille mig ud..?
Har jeg forsøgt at være noget jeg ikke er, nemlig normal og nu brister illusionen og alt vælter…mon det er sådan det hænger sammen?

Jeg hører jo ikke til, sådan er det bare. Jeg tiltrækkes af skøre individer og af det unormale, af at kunne være der for andre og hjælpe til med deres forskellige kriser. Måske er det fordi det for mig til at virke mere normal, at min omgangskreds er så broget???
Alligevel er jeg så faldet i fælden og har forsøgt at være så normal, men for fanden hvor det bare ikke lykkes….


Nogle gange ville jeg ønske at livet kunne fortælle mig hvor jeg er på vej hen, at jeg kunne se ind i fremtiden og for en gangs skyld tage den lige vej og ikke som nu en forfærdelig masse sving og blinde veje…
Men på den anden side, så er det også skræmmende, tænk hvis fremtiden slet ikke er så lys, hvis det betyder at jeg igen står ved en blind vej og vil såre en masse mennesker i forsøg på at rode mig ud af noget, jeg alligevel ikke er i stand til at leve op til.
Tænk hvis jeg endnu engang har spillet skuespil og narret folk til at tro jeg er noget, som jeg slet ikke kan leve op til…tænk hvis jeg er så god, at jeg også har narret mig selv.