Jeg er klar over at det her er noget som vil hænge ved mig de næste mange år. Jeg har tænkt på det og alligevel gør jeg det.
En mor som opgiver sit barn, for det er jo det jeg gør. Hvis jeg bare havde været en mand, så havde det ikke betydet noget, men det er jeg jo ikke og så er det ganske uhørt. For børn hører jo til ved deres mødre og det kan man ikke bare lave om på.
Men det gør jeg jo. Min beslutning står fast og jeg har det faktisk godt med den. Jeg aner ikke hvad konsekvenserne bliver, men jeg ved hvad konsekvenserne er, hvis nu vi skulle i retten. Konsekvenserne for mig er uanede, men det er jo ligegyldigt. Fakta er at den retssag ville tage al min energi, positiv og negativ og hvordan skal jeg så kunne fungere på arbejde eller med min familie. Hvis et møde i amtet i 1½ time skulle fylde så meget at jeg var nødt til at sygemelde mig fra arbejde og konstant gik rundt og tudede eller var ved det. Hvilken effekt ville en retssag så ikke have? Det magter jeg ikke. Hverken for mig selv eller min familie. Men jeg ved godt at ingen vil forstå mig og jeg vil konstant blive mindet om mit valg og skulle forsvare den.
Hvis vi skulle i retten, så var der så mange ting jeg skulle se i øjnene og så mange ting jeg skulle forholde mig til på ny. Jeg ville været tvunget til at finde de dårlige ting frem om Erik for at få mest mulig chance for at vinde. Jeg skulle sidde i retten og høre ham fortælle hvilken dårlig mor jeg er og helt ærlig det har jeg hørt nok.
Lærerne er jo enige med ham, mine forældre også og min datter er bange for mig. Hvad er der så tilbage. Værdigheden er røget, så nu har jeg kun min kontrol at klamre mig til og det her gjorde jeg for at bevare lidt kontrol. For den er vigtig for mig. Aldrig vil jeg undvære den.
Men hvad hvis det går. Fortjener hun ikke at få chancen. Hvad nu hvis det er lykken at bo ved sin far og se sin mor hver anden weekend. Skal jeg så tage den chance fra hende og kæmpe mod hendes far. Skal jeg sætte mit eget behov over hendes. Hvad så om 5 år, vil hun så hade mig for at have forhindret hende i at være lykkelig. Hvad hvis det her er lykken, hvorfor skal jeg så forhindre det???????
Hvis det ikke er lykken, hvad jeg ikke tror det er, så håber jeg hun kommer helskindet igennem. Selvfølgelig gør hun det. Jeg håber hendes far vil være lige så modig som jeg var og give mig besked når tingene er svære, ligesom jeg gav ham besked om det, når tingene kørte skævt. Jeg håber han forstår at det her drejer sig ikke om ham og mig eller vores lykke. Det drejer sig om vort barn. Hendes lykke. Kun hendes.