Var i skole i mandags... det gik godt...
Ankom til skolen en halv time før, havde aftenen forinden fundet noget godt tøj frem, havde med vilje undgået det sorte, ville ikke give de andre det indtryk at jeg er en indelukket person.. for det er jeg jo ikke...
Havde masser af hvidt tøj på.
foreholdt mig nok mest neutral.

Fandt lokale 29 og satte mig udenfor døren, en forbipasserende lærer spurgte mig om, hvad jeg dog lavede siddende nede på gulvet.
Jeg forklarede ham at jeg var en kylling og at jeg ikke turde gå ind i lokalet, af frygt for at det var en forkert klasse.
HAn grinede af mig og åbnede døren, jeg grinede nervøst igen, alt imens jeg stod og trådte mig selv over tæerne af bar dumhed.
Man kunne næsten på lang afstand se hvor rød jeg egntlig blev i ansigtet.
De sendte mig så ned i kantienen hvor resten af de andre nyankomne ventede..

En ganske sød klasse, vi er holdet
mmd 1, 1 semester, 22 i klassen, 11 drenge og 11 piger..
2 elever mangler stadig..
3 elever på 30,31 og 35
10 mellem 21 og 27
og resten mellem 17 og 20

Vi er igang med at pilot projekt om pc til brug af 7-9 årige, hvordan pc'en er opbygget, således at 7-9 årige kan forstå hvad en computer er.
Jeg reddede min gruppe fra et slagsmål, vi er kun tre, Heidi, lasse og mig. Lasse er vist gammel gymnasielærer og hans personlighed er vist lidt underlig.. han har bibel med i skole.. ellers så er han meget sød.. tror jeg nok..
Nå men Heidi og lasse var åbenbart kommet op at diskutere i går, mens jeg lå herhjemme med mavekramper og feber..
Jeg var meget savnet i den gruppe, fik jeg at vide i dag...
Tænk at en ukendt person havde savnet mig..
Heidi og jeg har jo slet ikke haft muligheden for at snakke med hinanden endnu.
Så det var en meget mærkelig følelse, at jeg skulle hoppe ind i en gruppe som havde det svært..
Men jeg forblev neutral og prøvede at se det fra begge sider af.
Så de havde jo forventningen om at jeg ville overtage og hjælpe dem.
Og det gjorde jeg så..
De havde allerde på forhånd uden at kende min fortid, truffet den mening at jeg er bedre til computer end dem, at jeg kunne finde ud af at samle deres powerpoint præsentation.

Og det gjorde jeg så.. selvom det er et års tid siden jeg sidst har leget med det program..
Men det gik og nu sidder jeg så med en følelse af at ha' en status som jeg ikke helt ved hvad er..

Er meget træt.. de skoledage tager livet af mig... man kan tydelig godt mærke at man har holdt ferie i 4 måneder.
Busturen til slagelse tager 1 time og 20 minutters gågang
Og det samme hjem igen + gåturen på 20 hjem og til stationen fra mig af.
2 timer i transport...
Hver dag...
Det er altså dyrt i længden og jeg har ikke engang købt bøger endu..

su-styrrelsen er noget møg.. jeg skal vente på at de modtager min ansøgning, og sender en bekræftigelse tilbage til mig. Når jeg modtager den bekræfetigelse så kan jeg endelig langt om længe gå ned på stationen og få lavet et buskort..
Lige nu er prisen for transport 124 kr hver dag
Når man er udeboende og lever af kærestens indtjening så er penge meget små..

jeg er bange for at klassen ikke ville kunne lide mig på længere sigt, jeg er bange for at de trækker sig væk fra mig, fordi jeg mangler selvtillid..
Jeg er så nervøs at jeg holder øje med den mindste bevægelse jeg laver.
Føler mig grim, dum og klodset..
HAr tabt mig 10 kg, men alligevel er det bare ikke nok, jeg bliver ved med at presse mig selv og er begyndt at skære kraftigt ned i mine madvaner, dyrker mere motion og holder mig igang når jeg kommer hjem fra skole.
Jo mere kontrol jeg får, jo mere ynkelig og dum føler jeg mig.
Min maverkramper og feber er helt sikkert et resusltat derefter, men ingen lægger mærke til at jeg rent faktisk har det skidt.
Selv min svigerfar synes at jeg var et pjok fordi jeg var syg, jeg plejer jo også at være super rask.

Kunne bare godt bruge noget omsorg og tryghed, få følelsen af, at der rent faktisk er nogen som holder af mig.

Livet er en smule trist, men jeg er i det mindste stolt over at jeg har styr på min skolegang, at jeg rent faktisk kæmper for at blive noget i den klasse.
at jeg gør en indsast med det samme.

Man siger at man bliver stærk af modgang, hvis man virkelig bliver det, hvorfor har jeg så ikke noget selvtillid?

Måske fordi jeg forventer at mit liv er en stor modgang?