Jeg har slet ikke noget spændende at skrive, men gør det alligevel -skriver altså.
har læst gamle dagbøger igennem. Fik en træng til at... forelske mig eller sådan noget.
I går aftes/nat da jeg havde slukket for tv'et prøvede jeg at tænke på dem jeg har været sammen med her de sidste år. Gik dem igennem. Prøvede at føle noget for dem. Være vild med bare én af dem... Var igennem dem alle sammen, men der var bare ingenting. Heller ikke ved Dl, B, LM, og KIE.. Jeg tænkte bare BAHR!!! Gik ud for at børste tænder, vaske mit ansigt. Havde gjort det før, men jeg havde bare brug for at gøre det igen. Skrubbede. Prøvede at skruppe dem af mig. At jeg ligesom har "dem" i kroppen, kunne jeg bare ikke acceptere...
det var ligesom den første gang jeg var sammen med en... B, jeg gik uafbrudt i bad flere gange dagligt. Børstede tænder, vaskede hænder så snart jeg var i nærheden af en tandbørste.
Jeg har læst mine forskellige dagbøger igennem, søgt efter mønster og gud, hvor har jeg bare fundet dem. Mønstre.
Den ene fyr efter den anden, søde fyre, lækre fyre, jeg har været glad nok for at have været sammen med dem, men når de så har skrevet til mig, i løbet af nogle dage, er følelsen, lysten væk. Så har jeg pludseligt slet ikke lyst til noget mere. Så bliver det for uoverskueligt, og så dropper jeg dem.
Uden jeg lægger mærke til det, er det aldrig mig der bliver droppet, men mig der dropper dem. Mig der siger nej, til at noget som helst skal være mere.
Selv Dl har JEG droppet. LM, B, mig der ikke vil skrive mere. PS, TL, mig der siger "kan vi ikke bare nøjes med at være venner"
KIE, 'københavner', 'Fynbo', mig der ikke giver mit nr, mig der ikke skriver, mig der går
Men det føles ikke sådan. Jeg kan læse det, faktaene siger at sådan er det, handlingerne, ordene, men følelsen... Jeg tror jeg har følt mig ligeså droppet hver gang.

Dl er jo begyndt inde på skolen, gad vide om han føler sig... utilpads? Han virker lidt sådan, hans gang, kan godt blive sådan helt, anderledes, pludseligt. Jeg vender hovedet, kun et kort stjålet blik og jeg er videre. Jeg "ser" ham ikke.

Det var så underligt igår. Ingen af de fyre, kunne få mig til at føle andet end afsky. Og jeg prøvede virkeligt. Så det gode i dem, det søde, det balade vi nåede at lave i farten, men... den var der bare ikke. Ruset, suset i maven. Adrealinen... Jeg tænkte bare.... ved ikke hvad jeg tænkte. men hele drømmen forsvandt bare ud mellem fingrene på mig, og den er ikke kommet tilbage. På en måde ville det heller ikke gøre noget hvis den bare blev væk i et stykke tid.