Jeg var ved at skrive dagbog herinde før idag, men... så slettede jeg det hele. (ikke med vilje)
Om hvordan jeg græd i går. Om hvor langt ned jeg pludselig drev mig selv.
Men nu gør det ingenting. Starter på bunden og kæmper mig op ad. Jeg er så glad. Der gik faktisk kun 3-5 timer før jeg blev glad. Før jeg sang en sang, så en film i tv'et.
Husker hvor ked af det jeg var. Ved ikke hvorfor det pludseligt kom, men det gjorde det. Jeg stod der. I "sort og hvidt"... I min sort -og hvidblomstrede nederdel, min sorte top, mit hvide sjal og mine trucker solbriller i mit opsatte hår. Stella når jeg ser godt ud, virkeligt godt ud. (hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg jo)
Stod og kiggede mig selv ind i de blå spejlblanke øjne.
Og så kom det.
Alt det jeg ikke har styr på væltede op i mig.
Hvordan skal jeg leve, hvor skal jeg bo, hvad skal jeg gøre af mig selv, når jeg ikke længere skal bo hjemme. Hvad vil jeg være og hvor vil jeg arbejde. Får jeg hvad jeg vil have. Jo mere jeg tænkte jo mere blev jeg i tvivl.
Jeg kom ti at tænke på M. På hvor sikker jeg er på at hun, min kære veninde, lider af en spiseforstyrrelse og hvor lidt jeg kan gøre.
Hvor ked af det C. virker, hvor langt nede hun siger hun er.
Hvor langt ude jeg er med kærligheden/begæret/hadet/savnet/foragtelsen til dl.
Den ene sæting efter den anden poppede op i hovedet på mig som min bror har sagt. Du er fed, du er grim, du er dum, du er intet værd, der er ingen der kan lide dig. Om og om igen.
Mine forældres ord om at jeg skal tage mig sammen, styrre mine handicaps og se at vokse op, se at lave noget, blive til noget hvis jeg vil fortsætte med at bo under deres tag og spise deres mad.
Kom til at tænke på hvor tit jeg bliver gal indenvendig og hvor tit jeg siger "bare i orden." "Det er okay" "jeg er ikke sur" Det mest indædte had findes i mig selv, jeg var ikke i tvivl.
Alt poppede op indeni mig og tilbage stod denne her fine pige, i det smarte tøj og tænkte, hvor er jeg dum hvor er jeg grim. Med knald røde øjne og tårer ned af kinderne, stod jeg der.
Facader.
Facader alt sammen... Hvor tom er det lige jeg er indeni....
Tom, tom, tom...
Det er mere end et år siden jeg har grædt på den måde. Stortudede... Med lyd på. Ligeglad med om de kunne høre det. Jeg skulle bare ud med det.
Lagde mig hen i min seng, med solbriller på og bare så på træet der svejdede i vinden mens jeg tænkte på M.
Gud hvor jeg håber hun bliver ok. Er ok.... Jeg får hende ikke at se en hel sommer. Hun skal spise. Hun skal...
Mig der burde kende følelesen og forstå hende, men det gør jeg ikke.
Hun er så sød, så inderligt fantastisk.
Hun skal ikke gøre den slags ved sig selv. Ikke hende, ikke min bedste veninde på hh... ikke hende....
Jeg er glad nu. Tænker stadig på M men... Stille og rolig dag med arbejde og veninde sladder.... Ingen fester. Ingen at drikke sig fuld med. Det gør vist ingenting. Har vel fået min andel. Vil læse lidt bog, se ldit tv og så se om jeg ikke kan falde i søvn....
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.