Jeg tænker tit på, hvad det er et udtryk for når man er meget hævngerrig. Det er jeg nemlig!

Jeg tager altid hævn, hvis nogen har såret mig - eller jeg bliver rigtig harm.
Tit er det nogle rigtig barnlige og latterlige hævnaktioner - men jeg går og gnider mig skadefro i hænderne og jubler indvendig mens jeg planlægger dem.

Nogle gange hader jeg virkelig mig selv for det - for jeg kan tit godt se det er lang ude!

Fx er der aldrig en fyr der har slået op med mig. Eller jo - selvfølgelig er der det, men når det sker laver jeg de mest skudsikre og geniale (Syntes jeg selv) gen-erobrings planer så de kan komme kravlende tilbage til mig, og jeg så kan fyre dem kort efter.
(Som OM jeg gad en kæreste der havde slået op med mig!)

Det er kun muligt fordi jeg er sådan en god menneskekender.
Fx da jeg sidste sommer mødte Jimmi. Jeg var uden tvivl sindsygt tiltrukket af ham (PYYYY HA!), men havde på inden måde tænkt mig at være sammen med ham der´ - fordi jeg var så redningsløst forelsket i min kæreste.
Min kæreste hadede at jeg så Jimmi, og en aften hvor jeg havde været til fest hos Jimmi - mente han at han kunne "mærke" jeg havde knaldet med Jimmi. Det havde jeg ikke - men alligevel bruge jeg en hel uge med masser af tåre på at overbevise min snot dumme kæreste om det.

Efter et par uger droppede min kæreste mig. Jeg var bare såret og sur - da jeg så lige så godt kunne være sprunget på Jimmi mens tit var.
Ville ikke have ham tilbage, men måtte som sagt planlægge det sådan at JEG kunne fyre ham.

Så jeg købte et postkort med teksten
" Skal vi være kærester"

Bag på fik jeg en fyr fra mit arbejde til at skrive (Det skulle jo være en drengeskrift *s*)

Hej smukke

Ked af at høre du er blevet single. Men så kan det jo være du endelig siger ja til at gå ud og spise med mig?
Du er en virkelig fantastisk dejlig og unik pige.

Knus, Jimmi

(Vidste 100% at min ex kæreste ikke ville kunne udstå tanken om at jeg begyndte at se Jimmi, selvom han ikke selv ville have mig)

Og så.... sendte jeg postkortet til mig selv. (Jeg VED godt det her er way out, men så længe det virker?!)
Der skulle jo være stempel på frimærket osv..

Jeg lagde diskret postkortet under mit glasbord i stuen - sammen med alle mine magasiner. Så inviterrede jeg ex´en på mad - og skulle liiige ned og hente noget mælk ;-)
Da jeg kom op igen, så jeg straks at postkortet ikke lå som da jeg gik (YES JACKPOT!)

10 sekunder senere sad ex´en og fablede om at han havde indset at han havde begået sit livs største fejltagelse (Ja, der´kan jeg så kun være enig NAR RØV!)og at han mente vi skulle prøve igen.
Det gjorde vi, jeg fik fyret ham,og var glad og tilfreds.

Men hvorfor var det nødvendigt for mig? Har jeg ikke selvtilliden til bare at5 tænke " Det må han da selv om!" Åbenbart ikke...

En anden gang holdt min kæreste og jeg pause (som jeg iøvrigt ikke tror på mere. Enten er man sammen, eller også er man ikke!)
Men, vi holdt en pause - for at tænke. Havde aftalt at vi ikke måtte være sammen med andre.

Søndag aften er jeg ude hos ham. Ved at han har holdt fest aftenen før - UDEN at inviterre mig. Hans begrundelse var at han "havde brug for at se sine venner uden mig" (BRÆÆÆÆÆÆK)

Til min store undren kan jeg se at min tandbørste er gemt væk. (Hvis du skal være utro, så gør det dog i det mindste så der ikke er nogle spor!)
Og flere af hans venner nævner nu navnet "PIA" i stort set alle samtaler (Og få iøvrigt dine venner til at gå stille med dørene)
Da jeg spørger ind til Pia, påstår idioten hårdnakket at han ikke har været sammen med hende.

Jeg svarer at enten kan han fortælle det nu - og så må vi tage den der fra (SOM OM), men hvis jeg nogensinde fandt ud af at han havde løjet og havde været sammen med hende - ville det blive værst for ham selv.
(Ja okay,ved det lyder lamt, men jeg var et forvirret 18 årig medlem af en pigebande.. syntes det var vildt fedt med trudsler og andre pigebande-ting)

Så nuppede jeg Pia´s nummer - ringede til hende og sagde jeg var xxx´s kæreste. At jeg havde fundet ud af at han havde været mig utro et utal af gange, og at jeg nu var smittet med en kønssygdom. Så derfor var jeg nu i gang med at ringe til alle dem jeg vidste han havde ligget i med - for at sige de hellere måtte gå til lægen...

JACKPOT! Pia pik blev vildt forskrækket og kom med de datoER (!!!) hun havde været sammen med min kæreste på.
Selvfølgelig ringede hun også og skreg af min kæreste. (Can you blem her?)
Han kom farende i top fart hjem tik mig, hvor han knaldede sin telefon ned i jorden så den gik i 1000 stykker mens han råbte og skreg om jeg havde fundet ud af det jeg ville - og jeg da bare kunne tage flere numre hvis der var flere jeg ville ringe til.
(Ja det har jeg - men lad vær´med at stå der og ødelæg din telefon. Nu skal du jo både finde ny kæreste OG ny fon!)

vil slet ikke skrive her, hvad min hævn over ham mere blev til.
For som sagt var jeg på kanten af det kriminelle dengang - og jeg ved ikke om man kan straffes for sådan noget med tilbagevirkene kræft, og tør ikke tage chancen.......

Det jeg ville fortælle, var jo også bare, at det undrer mig hvad det er der gør mig så hævngerrig.
Jeg er ikke så extrem mere - men kan mærke jeg stadig har det i mig...

Måske har det noget at gøre med at jeg som stille mus i folkeskolen bare fandt mig i alt uden at gøre noget ved det.
Jeg følte mig bare magtesløs i flere dage efter.... Det gør jeg bestemt ikke mere......