Et antiklimaks der faktisk er ret tåleligt.

Fra værkstedet på havnen, arbejdspresset omkring båden, mor og ”fars” gnidninger, bådmageren Ole, hunden Muddi, mangel på hygiejne, edderkopper overalt, landets friske luft…til storbyens natte-jamren, kirkeklokkernes stædige ringen, 4 vægge der rent faktisk er lavet af mursten og et bad!

Ja så er jeg vendt tilbage og har fundet det STRENGT nødvendigt at blive hjemme i et par dage.

Selvom jeg lader til at dyrke det modsatte, bliver jeg nødt til at passe en smule på mig selv…bare lidt.

Da jeg på fjerde nat sad oppe, søvnløs og irriteret, følte jeg mig på randen af mental influenza. Det stod mig rimeligt klart; jeg bliver nødt til at tackle det her på en anden måde inden jeg lader mig overgive det kolbøtternes lyserøde marker, hånd i hånd med den fjollede kanin (hvis selskab alligevel virker lidt fristende)!
At gå op og ned af mine forældre og føle det pres konstant og hele tiden, er slet ikke til at bære.
Jeg kan snart ikke kigge på min mor, uden at være på nippet til at vræle og klumpen i halsen giver mig en kvalme som selv en gravid ville være bange for. Og jeg brækker mig…bogstaveligt talt. Jeg kan nærmest ikke holde noget som helst i mig og det svækker mig sgu endnu mere.

Planen for fremtiden (tiden indtil de er sejlet af sted) er at tage et par dage ad gangen. Et par dage på landet og hjem, et par dage herhjemme og tilbage på landet.

Måske er her lige så ”klumpet” herhjemme. Men hvordan finder en vakkelvogn fodfæste? Kører lidt rundt mellem bumpene.

Foruden fjollede kaniner og det svage familiehjerte, har jeg tonsvis at fortælle. Men LH har føs-dag og jeg har glemt hendes gave!!! Så lynhurtigt skal jeg have kreeret et gavekort til en eller anden skønhedssalon som jeg må hitte på nettet.

Resten af dagen skal jeg så hjælpe hende med, at holde hygge for familien for så at afslutte dagen på en restaurant som jeg i øvrigt skal have lirket os ind på.
Reservationen burde have været foretaget for lang tid siden og jeg tvivler stærkt på at det kommer til at lade sig gøre. Jeg må true med død og ødelæggelse hvis jeg ikke får det bord.

Så selv om jeg egentlig godt bare kunne sidde her og klikke på tasterne, med min kaffe og bragene fra min vaskemaskine (!!!), bliver jeg nødt til at slutte.