Og her står man igen og skal være hende den forstående, som absolut ikke er sur eller ked af det eller skuffet - og som ikke følte noget som helst.

Og egentlig var man skide bange for at give slip. Og angst, da man gav slip, fordi det var for sent. Og panisk, da man indså, at ens redning i sidste minut måske var tåbelig.

Og så står man der og har givet for meget af sig selv igen. Fordi der var en åbning, fordi der var et kærligt blik. Og fordi man brændte så meget for, at det skulle være porten til noget godt. Men der er ikke noget godt derude mere. Nu er det hele bare dystert og mørkt.

Man ved jo godt, hvor det gik galt. Og så kan man slå sig selv i hovedet og sige, at man skal videre. Men intet indeni skriger på at komme videre. Måske man bliver afhængig af smerten. Måske.