Af og til sliber og polerer vi selv sten her i huset, og jeg har lige tømt en tromle med sten fra en herlig weekend, vi havde ved Vesterhavet for en måneds tid siden.
Jeg forundres hver gang, jeg står med naturens mesterværker i hånden, ganske vist lidt hjulpet på vej at menneskelig og maskinel kraft. Vi kender det alle, dette med at gå tur ved stranden og samle alle de kønne sten op, man får øje på - til sidst kan man bare ikke slæbe flere. Man kommer hjem og læsser dem af på køkenbordet, hvor de nu ligger og tører, og pludselig er de matte og lidt kedelige at se på.
For snart mange år siden begyndte jeg at interesse mig for sten (også den spirituelle side af dem, - jeg mener alle sten indeholder helt utrolige energier), og jeg har brugt formuer på at købe de smukkeste jeg har mødt. På et tidspunkt anskaffede vi så denne slibetromle, og vi har siden selv slebet mange sten, mest dem, man kan finde her i Danmark eller hvor vores ture nu er gået hen, og efter en gang slibning og polering har stenen igen fået den dejlige farve og glød, den havde, da den lå i strandkanten. Jeg bliver aldrig træt af at studere sådan en sten, som naturen har skabt, og det er en hel utrolig fornemmelse at holde en blank og poleret sten i hånden. De er alle unikke og fortæller deres helt egen historie hver især.
Jeg har altid et par sten i lommen, som jeg udvælger efter mit humør netop på det tidspunkt. En af mine bekendte kaldte det engang for "trøste-sten", det er mulig hun har ret, men så kan jeg bare godt lide at føle mig trøstet af et par gode sten i lommen ! Og sådan er det, uanset hvad hun eller andre mener.
Sådan blev altså dagbogsteksten i dag, så ikke et ord om ryge-stop lige nu !