Jeg forstår ikke mig selv, jeg er så bange for at gå til lægen, bange for hvad han vil sige til mig, bange for at han endnu engang skal fortælle mig at jeg skal leve livet mens jeg har det.
Han ser mig som et mirakel.
Jeg vil ikke ses som et mirakel men som et ganske almindeligt menneske.
De nye sko jeg købte for et par måneder siden. de er for små jeg har ingen sko at bruge, mine fødder er så store som elefantens og det gør så forbandet ondt.
Jeg vil så gerne at det ville lade være at gøre så forbandet ondt langt ind i sjælen, Jeg bander over ungerne selv om de ikke har fortjent en mor der er sur og gal hele tiden, forstår de at det kun er min frustration der gør at jeg har det sådan. At mine smerter at min sygdom er ved at tage livet af mig.
Jeg kæmper en evig kamp med at overleve
at fortælle mig selv at der er noget godt omkring det næste hjørne.
Hvor ville jeg gerne at der var en der ville tage min hånd og foprtælle mig at de forstår mig at de ikke ser ned på mig, selv om lysten til at gøre det hele forbi er stor, Men min nysgerrighed er endnu størrer for at se
hvad der er omkring det næste hjørne.
Og Åh hvor vil jeg gerne opleve min venindes datters konfirmation næste år.
Vil så gerne se hende i eventyrkjolen
give hende en knuser og fortælle hende at hun er bare den dejligste unge der kan gå på to ben, og fortælle hende at hun er en ener. og at Jeg er så glad for at jeg fik lov at lære dem alle at kende. det er mit mål egoistisk måske
Men det er da et dejligt ønske.
Knus AGA